Danish Dutch English German Italian Japanese Norwegian Spanish Swedish

Rena dag to - lost and found!  

Rena.2.1
Lørdag morgen bar området tydeligt præg af heftig regn. Søndag gav også nogle byger, men også fisk! 

Søndag den 7. juli. Luftfugtigheden er høj, men natten gav ikke meget vand fra oven...

Lars Andersen lægger ud!

Lars, der var godt fisketrængende lagde ud med en hurtig tur i pontonbåden over til nogle ringende fisk på modsatte bred. Vi kunne fra lejren se, at der både var nogle stallinger og mindst en ørred, der inden for et lille område omkring nogle sten, var i fuld gang med at fouragere.

Efter få kast kunne Lars, med os som tilskuere, lande sin første ørred på turen - en smuk Rena ørred på ca. 35 cm.

Jeg besluttede også at starte dagen med lidt fiskeri til stallingerne. Efterfølgende skulle den ca 5 kilometer lange og nu næsten tømte kraftværk sø afprøves, hvorfor jeg havde medbragt både en klargjordt geddestang, samt tørfluestangen.

Heldigere end heldig!

På vej ned gennem den lille fos, der på grund af den lave vandstand både viser tænder og laver bølger, der skyller ind over pontonerne, er jeg så uheldig at tabe min tørfluestang, som jeg har lagt langs siden af tasken - geddstangen sidder i stangholderen... 

Strømmen er stærk og jeg bander de næste godt 100 meter over uheldet, som jo mest af alt var selvforskyldt.

Der er vel gået omkring 8 - 10 minutter, og jeg har så småt vænnet mig til tabet, da jeg i det nu mere rolige vand, ser en lodret stående stangspids, der rager godt en halvmeter op, langsomt bevæge sig nedstrøms.

Utroligt!

Heldet er vist med mig, må jeg vist indse. Får hurtigt bakket og bjærget min elskede gamle trofaste SAGE SP'er. Der er altså nogle gange en fordel ved at fiske med rørbyggede stænger og lette hjul!

Næsten en Grand Slam

I søen fisker jeg målrettet efter gedder. Det bliver her til fem mindre norske naphanser, fire pæne aborrer, en mindre ørred og til slut en plus 50 cm. stalling, forøvrigt den eneste ringende fisk jeg så i søen. Stalling fouragerede på døgnfluer og bevægede sig i jagten på mad rundt på et ca. 20 kvadrat meter stort område.

Aftenen bød på lejrliv og god snak om bl.a. dagens fiskeri og oplevelser. Der var nok at fortælle om, idet vi alle havde fanget store stallinger.


Rena.2.2
Aftenhygge i rimeligt tørvejr under pavillionen 
Rena.2.3
En underlig fornemmelse at sejle og fiske i kraftværksøen hvor vandstanden var sænket flere meter som følge af arbejde på dæmningen.
Rena.2.4 
Udover gedder og aborrer, fangede jeg også denne flotte stalling på min genfundte SAGE. I baggrunden ses dæmningen og indløbet til vandkraftgeneratoren.
Rena.2.5
Godt med en ryger... Mong og Jan har fået gang i piben efter dagens tur og fisk! Ps. Har forøvrigt indstillet Mong til DR2's Storryger fisketur)
rena.2.6
En af dagens flotte stallinger genudsættes i det klare rena vand.
rena.2.7
Det er ved at være midnat , men det er vært at forlade bordet og den gode nordiske sommeraftensstemning! 
{jcomments on}