www.brakvand.dk

De fleste lystfiskere dørger på søen. Mange foretrækker området mellem Gettrup Odde og Glenstrup Odde, samt langs kanterne i søens østbassin. Men der er også chancer andre steder i søen! De fleste af mine søørreder, inklusiv min største på 4,5 kilo, har jeg fanget i søens vestlige bassin, ikke langt fra stedet hvor Hobro Sportsfiskerforening har bådene liggende.

Efter gydning som hovedsagligt foregår i Østerkær Bæk i januar og februar, og når vandtemperaturen er steget nogle grader, opleves årets mest intense ædeperiode. I forårsmåneder har jeg fanget en del søørreder der var proppet til gællerne med fede smelt. Fisk som alligevel grådigt havde slugt fluen!

Under fiskeriet i sensommeren og efteråret, opleves det imidlertid ikke sjældent at ørrederne ses i færd med ”at lufte finner”. Ørrederne står på lavt vand med ryg- og halefinnen frit fremme mellem småbølgerne. Flot ser det ud. Men det er også vanskelige fisk !

Specielt husker jeg mørk efterårsdag hvor det var planen, med et par timers fiskeri efter Glenstrup sø’s gedder.

Mens grejet blev rigget til, kunne jeg i ”søhalsen” følge den ”vilde jagt”. I området omkring ”Hundetungerne” (en lavvandsplante hvor det bladenes form der har givet navnet) var en gedde under stor postyr i færd med at jage småskaller. Inden fluestangen var klargjort, havde idyllen imidlertid igen indfundet sig.

Spejdende efter gedder på det lave vand, gik turen nu langs søbredden hen til ”knækket” hvor sandstranden afløses af sten i forskellig størrelse. Her er der næsten altid sikker fisk og det skulle da heller ikke vare mange kast før en gedde snuppede fluen. Efter en kort fight fik jeg trukket gedden ind ”på grund” hvor jeg uden besvær kunne frigøre krogen og derefter ”guide” gedden ud på dybere vand, til friheden.

På tilbagevejen, umiddelbart før "søhalsen", så jeg på lang afstand ”noget” mellem bølgerne der kunne minde om finner. Lommekikkerten kom hurtigt op ad lommen, og ganske rigtigt, omkring tyve meter fra land stod der en meget stor søørrede og ”flagede”  ryg- og halefinne fri af vandet.

Den store glimtende geddeflue med det kraftige chock-tippet blev hurtigt udskiftet med en mindre hårvingestreamer med et mere diskret udseende. Forsigtigt listede jeg mig tættere hen mod fisken. På afstanden mellem finnerne kunne det ses at det var en stor fisk...

Lidt nervøst, men alligevel rimeligt præcist blev streameren placeret ca. en halv meter fra ørredens hoved. Med bankende hjerte og lidt rystende hænder påbegyndte jeg indtagningen. Tankerne koncentrerede sig om spørgsmålet: Ville flueline og forfang skræmme fisken…Kunne ørreden ignorerer streameren, eller ville fluen blive inhaleret?

Jeg påbegyndte en langsom indtagning. På finnerne, der stadig var tydeligt synlige, kunne jeg følge ørreden, der lurende fulgte efter fluen. Jeg lod fluen stå næsten stille i vandet. Ørreden stansede også op, stadig med blikket rettet direkte mod fluen. Jeg satte nu noget fart på indtagningen. Noget måtte der gøres og nu skete der noget! Ørreden accelererede, men hugget udeblev: Et par meter fra stangspidsen vendte ørreden omkring og svømmede tilbage til området hvor jeg for første gang så den.

Fisken var stadig inden for rækkevidde. Skulle jeg forsøge med endnu et kast med samme flue, eller ville det være mest velovervejet at skifte flue. Under alle omstændigheder var der en stor risiko for at skræmme ørreden...

I enden af forfanget havde jeg en Black Ghost # 4 med kalvehårsvinge. Valget blev i stedet en Black Ghost # 10 - altså en betydelig mindre flue.

Igen blev fluen placeret en halv forfangslængde foran fisken. Og jeg begyndte med det samme indtagningen. Hugget kom, ikke voldsomt - men behersket.

Jeg kunne snart se, at fluen var godt sat i underkæben, og efter en kort fight hvor ørreden tog flere luftture over det lave vand, kunne jeg kane en 60 centimeter lang Glenstrup-søørred op over sandstranden.

Jeg er overbevist om, at det var skiftet til den mindre flue der i dette tilfælde var årsagen til succesen.