Danish Dutch English German Italian Japanese Norwegian Spanish Swedish

2015 840 473 norge orred hemsila

En '90 artikkel...Kun 4 timer fra Oslo:

Hører du til typen der foretrækker "svære" fisk, er norske Hemsila absolut en udfordring værd. Præcision og længde i kastene, samt den rigtige flue på forfanget, er i langt de fleste tilfælde en nødvendighed, når elvens "egne" og gammelsky ørreder skal overlistes!

Rolig og strid

Hemsila har flere rolige og langsomtflydende strækninger, hvor der sine steder er en frodig vegetation, mest bestående af bla. vandranunkel og forskellige kildemosser. Modsat har andre dele af elven en kraftig og turbolent strøm, der "river" sig over større og mindre sten. Ind imellem er der enkelte brusende fosser.

Hovedparten af fiskeriet foregår, fra lidt opstrøms Hemsedal by og nedstrøms til søen ved vandkraftværket. En strækning på ca. 15 km.

Vind og vejr

Som overalt i Norge spiller vind og vejr en altafgørende rolle for fiskeriet. En iskold vind fra nord og/eller store nedbørsmængder, kan hurtigt sætte en stopper for al insekt og dermed overfladeaktivitet.

Ingen ørreder i syne og ingen ringende fisk at kaste til. Der er nu kun et at gøre: Vente og atter vente... Jeg kan anbefale at ventetiden fordrives med rundture omkring i den smukke natur, eller med lidt kreativitet ved fluestikket.

Insektlivet

Jeg havde ventet ved elven fra klokken 20.00 til 02.00 uden at observerer så meget, som bare en enkelt vårflue eller ringende fisk. Det var mit håb, at den kolde nord vind ville lægge sig i forbindelse med solnedgangen, men ak...  Lidt skuffet, krøb jeg om bag i bilen og ned i den fristende sovepose. En god nats søvn ville trods alt bringe en ny dag og et nyt håb. Men da jeg slog øjnene op, havde den kolde stride nordenvind endnu ikke lagt sig.

Efter morgenkaffen blev der imidlertid et lille ophold i den efterhånden permanente nordenvind. Fra klokken 10.30 til 12.00 oplevede vi en "oplivning" som jeg ikke troede mulig. Store "Hemsila-døgnfluer" og mindst to slags mindre artsfælder, samt slørvinger og vårfluer kom nu på vingerne. Overalt var der ringende ørreder, flere synligt på over kiloet. Optimismen steg nu atter et par grader.

Men det skulle imidlertid vise sig yderst vanskeligt at komme i nærkontakt med ørrederne, der her er hvad jeg vil kalde super selektive og forfangssky! Med ikke mindre end tre slags døgnfluer, lidt slørvinger og vårfluer, måtte jeg finde ud af hvad der behagede fiskene.

En lille lommekikkert, er her en god hjælp når det skal bestemmes hvilken af insekterne, der i dag er på ørredernes menu.

Fiskene

Den ægte "Hemse-ørred" er brunlig, også på bugen. Men for at tilfredsstille de mange tilrejsende fisketuristers ønsker om godt fiskeri, bliver der flere gange årligt udsat ørreder i fangstklar størrelse. "Put & Take" udsætningerne koncentreres især omkring campingpladserne nær Hemsidal og i Ulsåk. De fisk der ikke umiddelbart opfiskes, tilpasser sig hurtigt de barske forhold i elven, sagde fiskeriforeningens mangeårige formand Erik Langehaug.

Undersøgelser har vist, at en 2-års ørred der er født og opvokset i Hemsila kun er 4-5 cm lang. Herhjemme er det ikke ualmendeligt, at en tilsvarende ørred er omkring de 15 cm!

Selv om Hemsila's egenproduktion af ørrredyngel er i top, er den årlige tilvækst dog ikke så stor, at der heraf kan blive "ørreder i rygeovnen til alle".

Krav om kvalitet

Mange af de tilrejsende fiskere, der vælger at gøre nogle dages ophold ved Hemsila, har store krav og forvendtninger til "kvalitetsfiskeriet". Spørgsmålet er om Hemsedal Fiskeriforening og de mange interesser af økonomisk art, der er uløseligt forbundet med fisketuriskerne, ikke ville være bedst tjent med etablering af "Catch & Release" på de fine vildørredstrækninger. Jeg er overbevist om at  "Catch & Release" strækninger ville blive godt modtaget af de fleste fiskere, der når alt kommer til alt sætter kvaliteten i højsædet. En hurtig meningsmåling blandt mine fiskekammerater bekræfter i høj grad dette.

Fluer og fisketips

Roger Egger, turistforeningens fiskeguide anbefalede på det varmeste tørfluer, let grej og lange tynde forfang ofte med en spids på 0.12 -0.14, som en nødvendighed for at overliste de (forfangssky) ørreder. Jeg fik en håndfuld af Roger Egger's favoritter, der retfærdigvis ikke adskiller sig meget fra de fluer vi benytter her i det jydske.

STOR HEMSILA FLUE (Ephemerella aurivelli)

Krog:    Mustad 94845 eller tilsvarende. Str. 12/14.

Bindetråd: Lys brun.

Hale: Olive Micro Fibetts bundet i "V" form.

Krop: Fly-Rite # 10 Blue Wing Olive eller en lige del Dark Olive og # 31 dark Olive.

Vinge: Enkelt hvid polyvinge tilkippet i "vingefacon".

Hackle: Brunt i god kvalitet bundet på "fald skærmsmaner".

HEMSEDALSFLUGAN (Preben Torp Jacobsen)

Krog: Mustad 94845 str. 12.

Bindetråd: Prewaxed oliven.

Vinger: Lange indfarvede fjerstråler fra blue dun hanenakke.

Hale: Oliven fjerstråler fra indfarvet hanenakke.

Rib: Brun prewaxed silke.

Krop: Olivenfarvet polypropylene fx. Fly Rite # 10.

Hackle: Indfarvet blue dun hacklefjer fra hanenakke.

For at få fluen til at indtage den rette stilling på vandet spreder  man hacklet på undersiden af krogen med en enkelt 8-tals tur, og lader vingen hælde noget bagud over bagkroppen på fluen, skriver Preben Torp Jacobsen i "Tørfluefiskeri".

I Roger Egger's flueboks var der desuden et stort udvalg af "Myg" i str. 16 - 22 - døgnfluer i str. 16 - 20 og vårfluer i str. 12 - 20.

En god investering

Besøger du Hemsila for første gang kan jeg anbefale et besøg på Hemsedalens Turist kontor der ligger klods op af elven. Fiskeguiden "samler op" og når der er nok til et hold afholdes der et lynkursus, hvor fiskepladser og grej gennemgås. Ellers er det bare med at komme igang med det spændende fiskeri !

Læs mere her

Køb dine fluer her!

fliesforsale.dk - fluer der fanger!