Villestrup å - en ægte kalkstrøm!

Min lille klarvandede favorit å har sit udløb i Mariager Fjord.

Smuk regnbueørred fra Villestrup Å

Smuk regnbue fra Villestrup Å. Inden der kom styr på dambrugene var der ofte "overbefolket" med regnbueørreder. Nogle fik så lang levetid i åen, og en tur i fjorden, at der reelt var tale om vilde fisk!

 

Skønne ørreder

Nogle af mine smukkeste bækørreder har jeg fanget i Villestrup å. En ægte kalkstrøm i et smukt landskab, er præcist hvad der venter lystfiskeren, der finder frem til den lille å lidt vest for Hadsund.

Blåkilde i Rold Skov er Villestrup å’s mest vandrige kilde, men på vejen mod sit udløb i Mariager Fjord  ”beriges” åen af mange tilløb og trykvandskilder. Selv under perioder med hård frost, og når de fleste andre vandløb ellers er lukket af isen, holder Villestrup å sig stadig isfri. Modsat har en hedebølge heller ikke den store indflydelse på vandtemperaturen i åen.

Den konstante vandtemperatur sommer og vinter giver ørrederne optimale betingelser for vækst og trivsel. Og var det ikke for de alt for  mange dambrug der indtil fornylig har været placeret langs åen, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at åens insektliv ikke ville lade meget tilbage, af hvad vi kender fra de legendariske vande i sydengland. 

De fleste dambrug er i dag sløjfet og vandkvaliteten er forbedret mærkbart. Insektlivet er også på vej tilbage både hvad angår artsrigdom og mængde. 

Villestrup Å - en ægte kalkstrøm

En kalkstrøm. De mange kildevæld bevirker en næsten ensartet temperatur året rundt!

Åbnet for havørred

Samtidig med nedlæggelsen af dambrug er der åbnet for passagen således at ørrederne fra Mariager Fjord nu uhindret kan svømme op til de mange fine gydepladser, som der både findes i hoved-og tilløb.

Den ændrede bestand af fisk (færre regnbueørreder og flere havørreder), vil for en tid, sætte bækørredbestanden under pres. Men med tiden er jeg dog sikker på at der igen kommer balance mellem opgangsfisk og standfisk således  at vi igen fiske på standfastpladsfaste bækørreder i pæn størrelse. 

Flotte fisk

Det er fredag eftermiddag, ugens arbejde er gjort og jeg er kørt til Villestrup å - åen hvor ørrederne ofte står ørreden frit fremme over den lyse bund. Drivende nymfer og myggelarver udgør hoved menuen, men kommer der en døgnflue eller vårflue drivende, er fisken ikke sen til at stige til overfladen.

Jeg husker således tydeligt den varme sommerdag. Forsigtigt og spejdende efter skygger eller andre tegn på fisk, arbejdede jeg mig opstrøms. Pludseligt ser jeg en stor bækørred - først skyggen, senere hele fisken. Hurtigt får jeg trukket line af hjulet, og for ikke at skræmme fisken med skygger fra fluelinen, foretager jeg de indledende blindkast ind over land. Først da jeg er sikker på at kastet kan placere fluen en lille meter opstrøms fisken ”trykker” jeg af. Bækørreden der ikke har opdaget bedraget, stiger roligt mod overfladen og da munden åbnes ”suges” fluen ubesværet ind i gabet. Efter en kort, men hektisk fight har jeg den smukkeste bækørred jeg endnu har set, i nettet. Alle finnerne er fine og skarpkantede. Fisken er velproportioneret og farverne ubeskriveligt smukke...

Forsigtigt fjernes modhageløse krog og med venstre hånd omkring forreste del af bugen og højre hånd omkring halepartiet holder jeg ørreden med hovedet mod strømmen, mens jeg endnu endgang nyder skønheden. Vandet passere livgivende gennem gællerne, og efter et par slag med halen siger vi "farvel og på gensyn". Jeg kan følge ørreden der langsomt svømmer lidt opstrøms for at stille sig i læ bag vandranunklerne.

To uger efter var jeg atter ved åen. Igen var bækørreden fremme, men om det var en skygge eller nogle vibrationer fra mine bevægelser på bredden, der skræmte den, får jeg aldrig at vide. Måske er bækørreden blot blevet klog af skade.

Villestrup å - et par gode timer venter!

Netop ankommet. I stedet for at begynde fiskeriet iagtager jeg åen og overfladen!

Favorit fluer

Med nogle caddis fluer i str. 14 - 16, og nogle No Hackle BWO i str. 16 - 18, lidt Midge’s, biller og et par enkelte stankelben, kan du matche så godt som alle de klassiske tørflue situationer. Hvis du samtidig medbringer nogle belastede og ubelastede nymfer, samt nogle godt belastede gammarus imitiationer til de dybeste huller er du helgarderet.

Strike-indikator

Når jeg fisker dybt og i strømrenderne mellem grødebuskene bruger jeg oftest et stykke silikone imprægneret polygarn som strike indikator. Der skal så omgående strammes op i linen hver gang polygarnet signalere mindste tegn på bid.

Villestrup4

Fiskene er sky så det gælder om at udvise stor forsigtighed!

Let grej

Små fluer og tynde forfang handles bedst på en let stang og passende line. Til det meste af dette fiskeri foretrækker jeg en #4 stang på 8”. Jeg bruger for det meste en DT line som jeg syntes gider den mest dilikate præsentation.

Med hensyn til forfang har jeg eksperimenteret en del. De flettede og taperede forfang præsentere fluen fint, men har en  ulempe. Vandet der er opsamlet i det flettede del, stænker under blindkastene og kan under visse omstændigheder skræmme de sky fisk. De monofile forfang har ikke den ulempe, men har som bekendt en kedelig tendens til at ”spiralisere” i den tykke ende. Et problem der delvist kan løses ved at forfanget varmestrækkes gennem et stykke cykelslange eller lignende.

Villestrup Å i smukkeste flor

Det er sådan det skal være: En frodig alsidig vegetation, krystalklart vand og ringende ørreder!

{jcomments on}

Lignende artikler:

© 2023 - brakvand.dk - Henrik Leth - Skytten 118 - DK-8920 Randers