Danish Dutch English German Italian Japanese Norwegian Spanish Swedish

 

 

Lidt omtale af den gode slags!

Stafetten røg fra Metal Helsingør til formanden for Metal Randers, Henrik Leth. Afdelingen har 3700 medlemmer, heraf 210 lærlinge. I 1888 var Metal Randers med til at stifte Dansk Smede og Maskinarbejderforbund.

***

Randers lyser på Metals Danmarks kort. Ikke mindst takket være den dynamiske formand.

De fem havørreder, som han fangede forrige weekend, satte han ud igen. Helt så eftergivende eller blødsøden er Henrik Leth ikke i sin rolle som formand for Dansk Metal Randers. Han ved, hvad han vil, og hvad han går efter.

Siden klokken 7.15 har Henrik Leth siddet ved sit skrivebord, tjekket om der er faglige lokale nyheder fra aviserne, som skal kommenteres, og besvaret emails. Det er alt fra opsigelsesvarsler, regler om feriefridage, feriegodtgørelse, som han sender ud i cyberspace fra sin pc.

I dag har tv bud efter ham. Han skal kommentere lærlingekampagnen i TV-Danmark. Sammen med Teknisk Skole har Randers-afdelingen sat en kampagne i værk for at få flere unge interesseret i de traditionelle uddannelser som smed og maskinarbejder. Efter et interview for nylig i TV2-Østjylland er tilmeldingerne allerede steget fra 5-6 stykker til ca. 30. Så det er en tilfreds formand, der aftaler igen at optræde foran tv-kameraet.

Afdelingens tjekkede hjemmeside dukker op på hans pc, men bliver hurtigt afløst af hans egen hjemmeproducerede hjemmeside. Her er det fiskeri, det handler om. For når formanden har fri, er der nemlig fluefiskeri på programmet. Og når han snakker fisk, gløder hans øjne bag brilleglasset.

- Jeg er nok lidt af en teknik-freak, indrømmer han med et smil.

Nu er dagens post gennemgået, og næste punkt er et virksomhedsbesøg hos Gerni A/S, der fremstiller højtryksrensere. Henrik Leth har aldrig en ”normal” dag. Andre dage kan vælte han rundt i møder, en horde af udvalg, lønforhandlinger, konferencer eller faglige sager.

Nytænkende

Jan Helbo Andreasen overtog Henriks job som faglig sekretær, da han blev formand i maj 98. Han kalder sin formand ambitiøs, visionær og nytænkende, mens formanden selv lægger mobiltelefonen og tager en bid af et rundstykke.

-         Mine visioner? Henrik Leth tænker sig lidt om.

-         Vores mål er et give et ordentlig indspark og gøre Randers til landets bedste Metal-afdeling. Vi vil gerne have en god dialog med vores omgivelser, specielt medlemmerne, der jo er vores arbejdsgivere, men også arbejdsgiverne og de lokale politikere, siger han.

Jan indskyder, at Metal nok er den mest synlige fagforening i Randers.

-         Ja, hvis medierne skal have fat i en fagforening, er det os, de henvender sig til, indrømmer Henrik Leth med et smil i skægget.

-         Vi står som en organisation, som udvikler og vedligeholder viden for medlemmerne, så de bevarer en værdi på arbejdsmarkedet. Derfor arbejder vi meget med uddannelse og efteruddannelse, siger han.

-         Men de røde faner står ned i kælderen, griner Jan Helbo Andreasen.

Det skal lige siges, at Metal i Randers har til huse i en 12 år gammel rødstensbygning, hvor der ikke er skyggen af en kælder.

Rollen

Henrik Leth forklarer, at hans vigtigste rolle som formand er få sat tingene i sammenhæng og sørge for, at tillidspersonalet på arbejdspladserne er godt klædt på.

Formanden tager sin blå regnfrakke over sin lyse habitjakke, en plasticpose med pjecer om efteruddannelse i hånden og pakker sine 193 centimeter sammen i fotografens bil. I hans egen firhjulstrækker er der kun plads til to personer og selvfølgelig til fiskegrej.

Det er længe siden, at formanden sidst har været på besøg på Gerni A/S. Men afdelingen dækker også omkring 600 virksomheder i Randers-området.

”Der er besøg fra Metal”, siger kvinden i receptionen.

Plasticposen med folderne skifter ejermand, da Gerni’s tillidsmand, maskinarbejder Ole Madsen, møder en ”gammel” tillidsmandkollega. Henrik Leth er oprindelig uddannet automekaniker i København, og i midten af 80’erne var han maskinarbejder og tillidsmand på Gerni.

Formålet med besøget er blandt andet, at formanden skal få en sludder med de ansatte. ”Hvordan går det?”, ”Sørger I for at blive efteruddannet?”, ”Skal virksomheden bruge flere ansatte?”.

-         Vi har en føler ude, måske kan vi henvise nogle folk hertil.

Fra 13 til to

For 12 år siden havde Gerni 13 lærlinge – i dag er der to. Sådan sætter teknologien sine spor mange steder. De to lærlinge, Dennis Andersen, 19 år, og Dennis Hermansen, 21 år, vil begge gerne fortsætte her, når de er udlært. Det ville være med til at løfte alderen på Gerni, for i dag er der mange sølvbryllupper, fortæller Ole Madsen. På turen gennem montagehallen konstaterer Henrik Leth, at hans gamle maskiner er forsvundet.

Næste stop er tv-interview på Dan-Plast i Randers-forstaden Kristrup. Virksomheden på 50 mand er valgt, fordi den kan vise TV-Danmarks seere en moderne, teknologisk arbejdsplads, der har spændende arbejdsopgaver som f.eks. dele til undervandsbåde.

Selv om tv-kameraet er i sigte, er der ingen nervøsitet at spore hos Henrik Leth. Han forklarer, at kampagnen skal sætte spot på, hvad de traditionelle metalfag som smede og maskinarbejdere laver i dag.

-         Vi står og mangler godt 100 lærlinge. Men imaget er blevet lidt støvet for smede og maskinarbejdere. Det billede både de unge og deres mødre har af uddannelsen og faget stemmer ikke længere overens med virkeligheden.

For Henrik Leth fortsætter dagen indtil ved fem-halvseks-tiden. Men i dag har afdelingen fyraftensmøde om ferieloven. De har måttet flyttet mødet til større lokaler, fordi 140 har meldt sig. Formandsposten er kun et job, man har, hvis man brænder for det. Og det gør den dynamiske formand i Randers. Så længe der er medlemmer og fisk i sigte, bliver han ved at have snøren ude:

-         Og lige til lærlingene… tag og følg med – ikke kun mens I uddanner jer, men hele livet.

{jcomments on}