Danish Dutch English German Italian Japanese Norwegian Spanish Swedish

Beklædning

Der er ikke noget, der kan ødelægge en god fisketur som kolde fødder eller en kølig våd ryg.

Specielt fødderne, der er i næsten konstant kontakt med det kolde vand, kan være vanskelige at holde varme. Indtil videre er et par gode uldsokker det bedste bud. Inderst et par merinouldsokker yderst et par kraftige uldsokker. Det er vigtigt at strømper og waders ikke strammer om fødder og ankler, og derved mindsker blodomløbet. Du skulle nu kunne holde fødderne varme uden risiko for fodsved!

Måske vil fremtiden byde på elvarme til fødderne. Allerede i dag er der produkter på markedet, men det er ikke noget, jeg har prøvet - endnu!

Er det rigtig koldt, står den desuden på uldne lange underbukser inderst og en kraftig fiberbuks yderst under dine waders.

Med fornuftigt isolerende undertøj, vil et par gode åndbare waders være det mest behaglige at benytte. Åndbare waders giver den bedste bevægelse og det mest behaglige “indeklima”!

Men også kroppen skal holdes varm og igen, har jeg ikke fundet noget bedre end uld i bedste kvalitet inderst inde. Uden på undertøjet trækker jeg i en isolerende dunjakke og yderst, under vadejakken en fiberpels i den kraftige og bedst isolerende kvalitet.

For at holde vind og vand ude benytter jeg en Goretex jakke, der er lidt længere end de normale vadejakker - en fordel når du sidder!

Goretex hættejakker i god kvalitet koster, men jeg synes det er værd at ofre lidt på beklædning, som udover at holde vind og vand ude også giver mig mulighed for en længere rotur uden at blive våd af sved!

Hovedet kan normalt holdet varmt af en fiber eller striktophue!