Fredag den 27. marts 2026. 
Mariager Fjord ved Vive: Perfekte forhold, klart vand og fem kilometers indsats ved Mariager Fjord gav nul hug. En kollektiv fiasko forklædt som naturoplevelse og stille eksistentiel refleksion.
Naturen leverede. Fiskene gjorde ikke...
Der er noget særligt ved dage, hvor alt spiller. Ikke bare sådan nogenlunde, men virkelig spiller.
Vandet i Mariager Fjord var klart som en nyvasket rude, vinden kom friskt fra vest som en velopdragen modstander der gav god uro i vandet, og selskabet – bådbygger Lars Andersen – var som altid i verdensklasse.
Vi mødtes ved Vive, søsatte vores pontonbåde med den værdighed, man normalt reserverer til større maritime begivenheder, og gled ud. Uden motor. Fordi hvorfor ikke gøre det en smule mere heroisk, når nu fiskene alligevel ikke havde tænkt sig at møde op?
Alt var perfekt. Det var næsten mistænkeligt.
Vi affiskede omkring fem kilometer fjord. Fem kilometer! En slags vandbaseret maraton med fluestænger som faner og optimisme som brændstof.
Og resultatet? Intet. Ikke ét hug. Ikke et diskret nap i vores forkellige fluer. Ikke engang en ørred, der gad håne os ved at vise sig i overfladen.
Det var, som om fjorden og fiskene kollektivt havde besluttet sig for at tage en fridag. Eller måske havde fiskene haft et møde:
“Punkt 1: Undgå alt, hvad der ligner to mænd i pontonbåde. Punkt 2: Hold jer væk fra overfladen. Punkt 3: Lad dem tvivle på deres mission.”
Vi så heller ingen andre fange noget. Hvilket i det mindste gav os den trøst, at vi ikke var inkompetente...
Det er i virkeligheden imponerende. At kunne samle så mange gode forudsætninger og så konsekvent undgå succes. En præstation i sig selv.
Man kunne begynde at tale om forhold, teknik, fluevalg, timing. Men ærligt talt – nogle dage er bare som at invitere til fest, hvor ingen dukker op, og man selv ender med at spise chipsene i stilhed.
Og et sted derude svømmer de stadig rundt. Helt upåvirkede. Sandsynligvis grinende.
Lars Andersen fisker ind mod land med vinden i ryggen.
Omkring den ikoniske sten har jeg igennem mange årtier fanget et utal af ørreder.
