Lørdag den 10. maj 2025.
Lake Secret: Sammen med Lars Andersen, Thomas Sams, Lars Pedersen og Torben Clausen. Har lige søsat som første mand og fanger med det samme en gedde.
Gedder på toppen og i dybet
Der er noget helt særligt ved de ture, man kun tager et par gange om året. Sådan en dag var det, da vi drog afsted til Lake Secret – vores hemmelige, private sø, hvor gedderne bor i ro og mag det meste af året, men hvor vi fra tid til anden banker på deres dør med pontonbåden i vandet og fluestangen i hånden.
Vejret kunne ikke have været bedre til en god start: Frisk vind og overskyet – lige det, man håber på, når man skal narre sultne rovfisk til overfladen.
Jeg er som regel den første i vandet. Mange års rutine har gjort mig hurtig med både pontonbåd og fluegrej, og det skulle vise sig at betale sig.
Allerede i første kast – ja faktisk før linen overhovedet havde lagt sig ordentligt – så jeg bevægelse i vandet. En pæn gedde havde fået øje på fluen, og på et splitsekund blev den inhaleret. Samtidig ringede telefonen – det var Adam, der ville snakke om søndagens FFFDK-tur. Jeg stod nu med telefonen i den ene hånd og en stærk gedde, der trak linen og bøjede stangen faretruende, i den anden. En absurd, men fantastisk start på dagen!
Samtalen blev hurtigt afsluttet (Adam forstod heldigvis situationens alvor), og jeg fik håndlandet dagens første fisk. En smuk gedde – smuk og aggressiv.
Ikke mange kast senere huggede næste fisk på min hvide flue med flash og rødt hoved. Det var tydeligt: vi havde ramt en hugperiode, og det skulle udnyttes.
Senere på formiddagen gik jeg over til popper – en flydende flue, der lokker rovfisken til med plask og larm. Det virkede. Flere fine tilbud og tre solide gedder kom op og hilste på, inden de fik friheden tilbage.
Lyset dansede i vandoverfladen, vinden tog fat i sivene, og stemningen i bådene var præget af smil, grin og kampklare fiskere.
Alle fik fisk – og mens vi kastede og kæmpede, cirklede en majestætisk rørhøg over rørskoven. Lige som os var den på jagt, og dens nærvær føjede bare endnu en dimension til den magiske dag.
En tur til Lake Secret er altid noget særligt. Det handler om fiskene, ja, men også om venskabet, naturen og de små øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed.

Lake Secret: Sammen med Lars Andersen, Thomas Sams, Lars Pedersen og Torben Clausen. Har lige søsat som første mand og fanger med det samme en gedde.

Dagens fluer. Den hvide bucktail flue med flash og rødt hoved leverede igen i dag

Peter Clausen var med for første gang i sin Anderson Raita.


Sluttede med denne fine og meget stærke gedde som selvfølgelig skulle have et velfortjent smækkys inden den kom retur.


Gedde på flue - besøg mine sider om geddefiskeri på flue! 

