Torsdag den 23. maj 2024. Efter et ærinde i Grindsted og et frokostbesøg hos min ven Hans Van Klinken blev det til lidt fiskeri. Fiskede med en Griffiths Gnat da der var en del dansemyg på overfladen.
Endnu en dag i det gode liv!
I dag tog jeg på tur med Dorte, som havde et ærinde i Grindsted.
Efter at have ordnet Dortes ærinde, gik turen videre til et frokostbesøg hos mine gode venner hollandske Ina og Hans Van Klinken. Det blev til et par gode timer fyldt med masser af snak og lækker mad.
Når turen den 24 i næste måned går mod Rena Fiskecamp bliver det i selskab med Ina og Hans der vil være på fiskecampen i godt en uge.
Meterologerne havde ret og den lovede regn begyndte at falde blidt. Det var tydeligt, at naturen nød godt af det våde vejr. Regnen gav en friskhed til landskabet, og alt virkede pludseligt mere levende og grønt.
En lille fisketur på vejen hjem
På vejen hjem var der et lille ophold i regnen, og jeg besluttede at udnytte chancen til lidt fiskeri i min lille sø. Fluestangen blev hurtigt rigget til med en Griffiths Gnat #16, på forfanget. På overfladen kunne jeg se en del dansemyg som blev inhaleret af de sultne ørreder.
Som altid var det en fornøjelse at stå der i den rolige atmosfære og iagtage fisk, insekter og fugle.
Snart havde jeg da også fanget et par fine, stærke og velnærede ørreder som efter en kort tur i nettet forsigtigt blev returneret til søen, hvor de stadig svømmer frit.
Det satte igen ind med regn og turen gik mod Randers hvor Dorte lavede en lækker æggekage i airfry'eren.
Dorte, min søde kæreste der ikke fisker, men meget gerne nyder at være ved fiskevandet og naturen tog dette billedet af "den ældre mand" som tydeligvis er i sit rette element
Bliver altid i godt humør når jeg beundre en af de smukke rødplettede bækørreder.
Hans Van Klinken er interesseret i bådene fra Anderson Pontoon og jeg demonstrerede hvorledes båden kunne pumpes op og klargøres på omkring to minutter.