Onsdag den 15. apri 2026.
"Søen": Efter lidt hjemligt forårsarbejde på en dag hvor temperaturen sneg sig op på 15 grader, var det fristende med en fisketur med Dorte og mit klassiske fluegrej
Fra tagrender til tørfluer – en dag der skiftede retning
Foråret havde allerede været forbi huset med sin stille pensel. Tagrenden var renset, jorden vendt, hænderne havde arbejdet sig varme og mørke i mulden. Og da temperaturen over middag listede sig op omkring de 15 grader, som en forsigtig invitation, var der ikke langt fra tanke til handling.
Vi pakkede bilen uden hast. Dorte smurte en madpakke, som kun hun kan – solid, kærlig, med små overraskelser gemt mellem lagene. Et par kolde øl fandt vej til kurven, som en slags løfte om, at dagen nok skulle folde sig ud i den rigtige retning.
Jeg tog mit klassiske grej med. Splitcanestangen – en af de fine fra Bjarne Fries – med sin levende, næsten åndende aktion. Og mit gamle Hardy Marquis-hjul fra 60’erne, der snurrer med en lyd, som om tiden selv lige tager en pause for at lytte.
Søen lå blank, da vi ankom. Ikke spejlblank på den højtidelige måde, men mere som en stille overflade, der bare ventede på at blive forstyrret. Små dansemyg klækkede i det spæde forårslys, og enkelte ringe bredte sig forsigtigt ud – som hvis søen trak vejret.
Jeg fiskede. Kast efter kast. Ikke jagende, ikke utålmodigt – bare til stede. Fluelinen tegnede bløde buer gennem luften, og stangen arbejdede i hånden som en gammel ven, der kender rytmen uden at skulle spørge.
Dorte gik en tur imens. Forsvandt ind i landskabet, hvor den gamle hulvej snor sig mellem træer på den ene side og den flade ådal på den anden.
Foråret er endnu kun er halvt vågnet. Vi behøvede ikke sige så meget. Det var en af de dage, hvor stilheden gør arbejdet.
Timerne gled uden modstand.
Til sidst kom vejrskiftet. Først som en anelse, så som en kølig hånd hen over vandet. Vinden rejste sig, og søens blanke overflade krøllede sammen i små, rastløse bølger. Et vejrskifte, som så mange før det – pludseligt, men ikke uventet.
Vi trak os tilbage til bilen.
Madpakken blev pakket ud dér, med udsigt til en sø, der nu havde skiftet humør. Øllene var stadig kolde. Brødet stadig godt. Og det hele smagte en smule bedre, fordi dagen allerede havde givet sit.
En af dagens fluer - en let belastet myggepuppe.
Også fuglene var i forårshumør og jeg tændte min Merlin Bird ID app som blandt andet lyttede sig frem til disse fine sangere.
