Fredag den 17. oktober 2026.
Stevns, Lund: En fisketur ved Lund Havn, hvor tre havørreder blev fristet af min fluen, men hvor dagens største oplevelse hverken kunne måles eller landes.
Når havørreden svæver
Stevns dag 3, med Henrik Minor Vedel.
Der er dage ved vandet, hvor forventningerne er store, og hvor man næsten på forhånd har forestillet sig, hvordan fisketuren skal forløbe. Og så er der de dage, hvor oplevelserne kommer på deres egne præmisser, og hvor det vigtigste øjeblik indtræffer uden varsel.
Vi lagde først vejen forbi Magleby Skov.
Her var allerede syv håbefulde fiskere i gang med at affiske vandet med spinne- og fluegrej. Der var med andre ord rift om pladsen, og da vi kke ville forstyrre valgte vi derfor at fortsætte til Lund Havn.
Det viste sig at være en god beslutning.
Her var det pålandsvind og uro i vandet, og så langt øjet rakte, var vi de eneste stangsvinger.
Vi fiskede på det spændende stræk vest for havnen.
Flere kilometer kyst der byder på sten, ålegræs og blæretang. Et varieret undervandslandskab, der både giver skjul og føde til havørreden, og som gør hvert nyt kast til en mulighed.
Vi affiskede strækket systematisk. Vores fluen arbejdede sig gennem vandet, mens vi med svømmeføderne langsomt bevægede langs kysten med vinden i ryggen.
En ørred blev kroget, men slap fri efter få sekunder.
To andre lod sig overliste og kom en tur i nettet. De fik lov til at svømme videre, og jeg fortsatte fiskeriet.
Men fisketuren skulle vise sig at indeholde noget, der rakte langt ud over antallet af fisk.
Et øjeblik i luften
Pludselig viste en gylden havørred sig blot få meter fra mig.
Jeg har gennem årene set mange ørreder springe. De fleste skyder næsten lodret ud af vandet, vrider kroppen og lander med et plask, som om de har travlt med at vende tilbage til deres rette element.
Denne fisk gjorde noget andet.
Den sprang nærmest delfinagtigt og svævede et kort øjeblik vandret gennem luften. Jeg nåede at se den gyldne krop og møde dens blik, inden den forsvandt tilbage i vandet.
Et øjeblik, der kun varede ganske kort, men som alligevel syntes at stå stille.
Jeg ved ikke, om det var overraskelsen, nærheden eller den usædvanlige bevægelse, der gjorde oplevelsen så stærk. Måske var det kombinationen. Fisken var ikke bare en havørred, der sprang. Den var et levende væsen, der for et splitsekund befandt sig i et element, hvor den egentlig ikke hører hjemme, og som lod mig få et glimt af sin skønhed.
Der var ingen vægt at aflæse, ingen længde at notere og intet fotografi, der kunne fastholde øjeblikket. Kun erindringen!
To mindre ørreder kom i nettet, mens den tredje valgte at afbryde samarbejdet, inden vi nåede til enighed om en landing.
Strækningen vest for Lund Havn byder på masser af sten, blæretang og ålegræs.
Mindestenen ved Lund Havn mindes flugten og redningen den 2. oktober 1943, da mennsker blev hjulpet over Øresund til Sverige. En påmindelse om mod, med menneskelighed og de heltegerneinger, der aldrig må gå i glemmebogen.
