Der hvor fiskene festede – En dag vi Ikke glemmer

Onsdag den 9. april 2025.Sverige, Vig: Fik hurtigt båden søsat og fandt ørreder der jagtede "baby tobiser" som igen åd plankton i overfladen. Mong og Lars var sejlet den modsatte vej, så jeg ringede og sagde FISK! På billedet Lars Andersen med ørred fanget på Martin Hedegaards flue.

Kaffe, (bag)klogskab og kast: Ørredturen der ramte plet

Morgenkaffen er altid en god start på dagen, især når man har en fiskeudflugt i sigte. 

Mens vi slappede af med kaffen, kom vi til enighed om, at vores destination skulle være Brandevig. 

Der er noget magisk ved morgenkaffe. Ikke bare fordi den redder os fra at ligne zombier, men fordi den smager ekstra godt, når en fisketur i godt selskab venter forude. Så der sad vi, som tre halvtrætte eventyrere (daglige fisketure en uge), med kaffe i koppen og håb i blikket – og blev enige om, at Brandevig var dagens destination.

Inden vi drog afsted, nåede vi også lige (igen) at tage en dybsindig diskussion om energiforbrug: Skal man slukke lyset, eller kan man bare åbne en dør og lade varmen flygte som en skyldig teenager? Mong for fanden… Svaret blæste i vinden, men kaffekopperne blev i hvert fald tømt.

Vi begav os afsted ad de klassiske, smalle landeveje – de der hyggelige, snoede stykker asfalt, der fører gennem småbyer med huse, som ser ud, som om de er blevet håndmalet af en pensioneret postkortkunstner.

Men da vi nåede Brandevig, var det som at træde ud af en drøm og direkte ind i et… lidt trist realityshow. Vandet så mere ud som suppe end fiskevand, og det duftede ikke ligefrem af fiskemagi. Mere som "her fisker man ikke – her parkerer man skuffelser."

Vig

Det tog os cirka 0,7 sekunder at blive enige om at køre videre til Vig – det gode gamle Vig, hvor ørrederne nærmest hilser velkommen med et nik og en spræl. Og med båden spændt fast som en trofast hat på toppen af Caddyen, var jeg klar til at indtage bølgerne som førstemand. En titel jeg bærer med stolthed og en lille smule fiskesnobberi.

Jeg sejlede østpå og BANG – fiskefest! Tre ørreder kom hurtigt i nettet, som om de var mødt op til all-you-can-eat buffeten. Og som det sig hør og bør, kunne jeg ikke dy mig: Jeg ringede til Mong.

"Har I fanget noget?" spurgte jeg, med stemmen smurt ind i uskyld...

Spoiler alert: Det havde de ikke. Og da jeg fortalte om mine tre blinkende fangster, kunne jeg høre dem ryste på hovedet. Ikke i vrede – mere i den der blanding af misundelse og "selvfølgelig var det dig, din heldige fisk."

Det tog dem ikke lang tid at beslutte sig for at krydse havnenudløbet og komme over til mig. For hvem vil ikke være med til en fest, hvor fiskene selv melder sig som deltagere?

Dagen gik, solen skinnede, og nettet blev brugt igen og igen. Midt på eftermiddagen kunne jeg erklære mig… fiskemæt. Det er en særlig tilstand, hvor man både er glad, træt og lidt fedtet af fiskeslim – men helt igennem tilfreds.

Vi grinede, hyggede og nåede også at få dagens faste indslag: Mong fik igen forfang og flueline i nærkontakt med bådmotorens skrue. Det er næsten tradition.

Turen fra Brandevig til Vig blev derfor alt det, vi håbede på: fiskeri, venskab og en hel flok gode grin. Og som altid: Når vi er sammen, bliver det hele bare lidt sjovere – og fangsten lidt større.

Og hvem ved? Der ude i horisonten lurer helt sikkert endnu en ørredhistorie, klar til at blive overdrevet i detaljer og genfortalt over kaffen.

Med båden på taget er jeg hurtig klar.... 

Efter mange gode ørreder i nettet var det tid til at slappe lidt af. Nyder en god kop kaffe mens jeg kikker på vandet og omgivelserne.

Fangede hurtigt nogle fine blanke ørreder som blev returneret. Flere gylpede babytobiser.

Om tobisen

Tobisen, en lille fisk i Østersøen, gyder sine æg i kystnære områder fra april til juni. Æggene klækkes efter cirka 10 dage, og larverne lever i frit vand, inden de søger ind i tangskove. Tobisen spiller en vigtig rolle i fødekæden som føde for større fisk som ørreder.

 Henrik Minor Vedel (Mong) ville også lege med selv om det tog lidt tid inden han kom igang.