Onsdag den 10. december 2025.
Tange Sø: Mild decemberdag på den opstemmede Gudenå bød på alene-timer, frisk modvind og flere fine gedder, der tog fluen i en kort men livlig hugperiode.
Stilhed, gedder og mildt vintervejr
Det milde decembervejr havde en stille kraft i sig, som om dagen blinkede til mig og hviskede ud på vandet. Jeg lod mig lokke og pakkede grejet, for når Gudenåen ligger stille under vinterlyset, er det næsten en invitation, der ikke kan afslås. Målet var gedderne i den opstemmede del af åen, hvor vandet ofte gemmer en lille smule magi i de mørke kroge.
Nogle dage fisker jeg alene, andre gange er det hyggeligt at dele vandet med andre ligesindede.
I dag havde jeg faktisk lagt op til selskab. Et opslag på pontonklubbens Facebookside var sendt afsted som en lille digital flaskepost. Men december er travl, og de fleste havde nok nok at jonglere med, så det endte med mig, båden og magien. Helt ærligt gjorde det ingenting. Der er en særlig rytme i at fiske alene på en dag , hvor svømmefødderne holder kursen mens jeg fisker og den lydløse Torqeedo klare det hårde arbejde.
Gedderne startede dagen i lavt gear, som om også de lige skulle bruge tiden på at vågne ordentligt. Men enten fandt jeg endelig deres skjulesteder, eller også var jeg pludselig midt i en af de lunefulde hugperioder, som kun gedderne selv kender timerne for.
Flere fine fisk tog fluen efterfulgt af korte og kontante fights, et par hurtige afkrogninger og så tilbage i dybet igen, som grønplettede skygger på vej hjem.
Jeg havde som nævnt taget motoren med i dag, og det viste sig at være guld værd. Modvinden friskede op ud på eftermiddagen, men i stedet for at slide mig varm mod vinden kunne jeg læne mig lidt tilbage og lade motoren tage slæbet hjem mod søsætningspladsen. En lille luksus, der gav ekstra plads i hovedet til at nyde den sidste del af turen.
Alt i alt en stille, smuk decemberdag på Gudenåen. Fyldt med vandduft, vinterlys og et par veloplagte gedder, der lige gav dagen den gnist, den havde brug for.
Se min lille video: https://www.facebook.com/reel/1235541428630376

Fandt gedderne efter at prøvet flere af de velkendte pladser.

Indimellem dukkede vintersolen op.


Gedde på flue - besøg mine sider om geddefiskeri på flue! 

