Lørdag den 7. marts 2026.
Gudenåen ved Randers: Dis og småregn fulgte dagens pontontur mellem Stevnstrup og Laksegården. Laksene udeblev, men en mindre gedde tog fluen og blev skånsomt genudsat. En stille dag ved åen.
En stille dag mellem Stevnstrup og Laksegården
Der var en særlig ro over åen i dag.
En stille dis lå som et slør over landskabet, og en fin småregn faldt i et tempo, der næsten føltes som åndedræt. Ikke nok til at jage nogen væk. Bare nok til at dæmpe en urolig verden en smule.
Jeg søsatte igen pontonbåden og fiskede på strækningen mellem Stevnstrup og Laksegården.
Normalt holder jeg mig til de stille lommer i åen, bagvandene og vigene hvor gedderne står som tavse jægere mellem siv og nedfaldne grene. Men det er laksetid nu. Den tid på året hvor selv de mest indgroede vaner kan få en lille revne.
Derfor lod jeg også fluen arbejde i strømmen i dag.
På de steder hvor vandet presser sig sammen over grus og sten, hvor laks og havørreder ofte hviler et øjeblik på deres vej op gennem systemet. Man ved jo aldrig. Hver eneste kast kan være det kast.
I dag blev det dog ikke til blank fisk.
Til gengæld blev en mindre gedde fristet. Den tog fluen beslutsomt ude i kanten af strømmen. En kort, livlig fight, hvorefter den igen fik friheden. Krogen blev løsnet nænsomt, mens fisken stadig stod i vandet, og med et enkelt slag med halen gled den tilbage i åens dunkle dyb.
Ellers var det en dag for stilheden.
Småregnen tegnede cirkler i overfladen, og disen gjorde ådalen blød i kanterne. Undervejs hilste jeg på flere lystfiskere langs bredden. Den slags små nik og korte samtaler, der hører til ved en å. Et fællesskab uden de store ord.
Nogle dage handler det bare om at være til stede i vandets rytme.
Og sådan en dag var det i dag.
Gudenåen opstrøms Stevnstrup.
Gedde på flue - besøg mine sider om geddefiskeri på flue! 
