Torsdag den 26. marts 2026.
Gudenåen ved Randers: Blæsende dag i åen opstrøms Stevnstrup. Laksen udeblev, men en lille ørred og gedde tog fluen. Begge blev nænsomt genudsat efter det korte møde.
Håb og små hug
Vinden havde haft travlt. Den havde rusket i natten og flytte om på havemøblerne. I dag var den stadig på spil, men ikke værre end at åen kaldte med sit løfte om læ og langsommelighed.
Jeg satte i ved Stevnstrup og lod den elektriske Torqeeo sejle mig i ro mag op til Laksegården. Et par kilometer langs den velkendte å, hvor sivene hvisker, og vandet har sin egen tålmodige rytme. Her er plads til at tænke i kast og håb.
Jeg er ikke laksefisker. Mine tanker kredser oftere om havørredens sølvglimt, geddenes skygger eller tørfluens lette dans på overfladen. Men i dag fik laksen chancen. Ikke som ambition, men som mulighed. En slags stille aftale med vandet.
Overrasket: Det blev ikke til laks!
I stedet var det de små, men stadig velkomne der viste interesse for min lakseflue: En ørred, nysgerrig og uden tøven. En lille gedde, som tydeligvis ikke havde læst kalenderen og sin egen fredning. Begge tog fluen med en beslutsomhed, der ikke stod mål med deres størrelse, og begge sad så fint kroget, at de kunne blive i deres rette element mens krogen forsigtigt blev frigjort.
Et kort møde. En hånd i vandet. Et farvel uden drama.
Nogle dage handler ikke om det, man går efter. Men om det, der alligevel finder vej. Som små krusninger i en ellers vindpræget dag, hvor åen – trods alt – gav lidt tilbage.
Rørskoven lukker sig tæt langs bredden, og netop her viser pontonbåden sit værd som stille adgangsbillet til åens skjulte lommer.
På lørdag indviges den 150 kilometer lange sti langs Gudenåen.
Gedde på flue - besøg mine sider om geddefiskeri på flue! 
