Fredag den 8. maj 2026.
Gudenåen: Testtur på før FFFDK-turen søndag bød på klart vand, gøgens første kald, laksesmolt, elritser og fire intense geddehug på hvid/rød flue.
Elritser, smolt og fire gedder
Ville lige teste Gudenåen inden søndagens FFFDK-tur.
Søsatte ved Stevnstrup i stille vejr og lod pontonbåden sejle roligt opstrøms mod Laksegården - torqeedo'en elsker det!
Åen lå næsten spejlblank, som om den stadig småsov efter natten, kun vækket af fuglesang og det sagte småringe fra laksemolt og elritser der tog insekter på overfladen.
Det er sæson så jeg prøvede lidt laksefiskeri undervejs, men vist ikke helt med hjertet. Geddefiskeriet trak mere i mig. Der er noget ved den brutale elegance i et geddehug, som er svært at ryste af sig.
Så forfanget med laksefluen blev skiftet, og en hvid/rød geddeflue kom for enden af stålforfanget. En fleu der ses både af mig og af gedder på lang afstand.
Det var første tur på denne strækning siden midten af marts, inden geddernes fredning begyndte, og naturen havde fuldstændig skiftet kulisse siden da. Alt var blevet grønt. De nye sivskud stod friske langs bredden, træerne havde fået deres lyse forårsblade, og selv under vandet var verden blevet levende og frodig.
For første gang i år hørte og så jeg også gøgen. Den sad et sted inde bag træerne og sendte sine karakteristiske kald ud over ådalen. Sådan en lyd kan næsten få tiden til at stå stille et øjeblik.
Vandstanden var lav, og vandet så klart, at jeg mange steder kunne se bunden. Store stimer af små elritser glimtede som levende sølvnåle mellem vandplanterne, og indimellem dukkede nyudsatte laksesmolt op. Små blanke raketter, der forhåbentlig snart finder vejen mod fjorden og havet.
Fiskeriet gav kontakt med fire gedder. Ikke kæmper, men alle leverede præcis det chok, man håber på.
Jeg så dem alle tage fluen i det klare vand. Et grønligt glimt, et kort stop i bevægelsen, så eksplosionen. Den slags øjeblikke sender adrenalinen rundt i kroppen som et elektrisk stød og minder én om, hvorfor man igen og igen vender tilbage til åen.
Nogle ture handler om store fisk. Andre handler om at mærke årstiden skifte omkring én. Denne dag var lidt af begge dele.

Gedderne er kommet sig efter gydningen.

Gudenåen opstrøms Stevnstrup.

Gudenåen nedstrøms Stevnstrup.
Træernes rødder klamrer sig nu til brinkerne som åbne sår i landskabet. Hækbølger fra hurtige motorbåde og store udsving i vandstanden æder langsomt jorden væk. For få år siden stod træerne trygt på land. Nu hænger de på kanten til åen.


Gedde på flue - besøg mine sider om geddefiskeri på flue! 

