Mandag den 18. maj 2026.
Gudenåen: Stigende vand, levende bagvande og mindre gedder på dagens tur i den lokele del af åen, hvor strømmen, vegetationen og fiskeynglen viste åens dynamiske liv og miljø.
Med strømmen "op og ned"
I dag gik turen til Gudenåen nær Randers -mit lokale fiskevand.
Jeg søsatte pontonbåden ved Naturcenteret og gled stille ud på åen i det grålige formiddagslys.
Vandet kom fra fjorden og vendte strømmen i åen. Vandet steg hurtigt, og flere steder måtte jeg arbejde med svømmefødderne for overhovedet at holde kursen mod Den Blå Bro. Åen havde også i dag sit eget tempo. Ikke voldsomt eller dramatisk, men med den tunge, seje kraft som strømvand får, når fjord og å påvirker hinanden.
Det meste af tiden brugte jeg i bagvandene eller rettere deltaet. Det er et fascinerende område. Øer, små sandbanker og strømrender opstår helt naturligt dér, hvor å og fjord mødes. Landskabet flytter sig stille rundt som et levende puslespil af vand, sediment og vegetation. Man mærker tydeligt, at naturen selv former området uden behov for maskiner eller menneskehænder.
Flere steder kunne jeg se, at vegetationen allerede havde vokset sig tættere siden sidste uge. Siv og vandplanter stod grønnere og højere langs kanterne, og i det rolige vand så jeg en del småfiskeyngel samle sig i stimer. Jeg kunne ikke artsbestemme dem, men det er altid et godt tegn at se livet myldre.
Også døgnfluerne var på vingerne i dag. Ikke i store sværme, men nok til at minde om, hvor vigtig denne strækning stadig er for vandløbets smådyr og insektliv. Når døgnfluerne danser over overfladen, føles åen sundere.
Fiskeriet var ikke eksplosivt, men fint og ærligt. Jeg fik kontakt med fire gedder i løbet af dagen. Ingen store fisk, og alle kom hurtigt ind og retur igen. De gav liv i stangen og fik blodet til løbe lidt hurtigere, når ud af ingenting nappede den rød/hvide flue.
Jeg fiskede indtil over middag og var efterhånden kommet et godt stykke opstrøms Naturcenteret. Vandet vendte omkring middagstid. Strømmen skiftede retning, og pludselig kunne jeg lade vandet gøre arbejdet. Jeg lod mig drive tilbage mod Naturcenteret med strømmen som lydløst transportbånd.
Det handler selvfølgelig om fisk - gedder! Og det handler lige så meget om at opleve et levende åsystem, hvor vandstand, strøm, vegetation, insekter og fisk hele tiden forandrer landskabet. Gudenåen er aldrig helt den samme fra uge til uge. Det er netop derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage.
Gudenåen nedstrøms Naturcenteret.

Dagens første gedde gav mig en lille rift i fingeren.

Der er masser skjul til småfisk og rovfisk.

Dagens sidste blev fanget et godt stykke opstrøms Naturcenteret.


Gedde på flue - besøg mine sider om geddefiskeri på flue! 

