Ørreder og stalling på nymfen!

Onsdag den 29. juli 2021.210729 rena release trout

Rena Ørred: Det gælder om at holde ørreden fri af rankegrøden under fighten. Efter en kort tur i nettet er den smukke fisk i sit rette element!

Norge, Rena

Lokalt fiskeri 

Efter en formiddag med lidt oprydning, snak og fluebinding valgte jeg sammen med Lars Rasmussen at fiske lokalt. Igen var der udsigt til regn og tordenvejr og igen idag valgte vi at fiske lokalt og derved undgå, at skulle sidde udsat mange timer på elven samtidig med at det måske ville lyne. 

Lars søsatte nogle kilometer opstrøms Rena Fiskecamp, mens jeg søsatte lokalt. Jeg ville så ro op og møde Lars og senere køre ham retur for at hente sin bil. 

Vandstanden var i løbet af natten ikke faldet yderligere, måske hævet med få centimeter... Vandtemperaturen havde heller ændret sig og jeg kunne måle et snit på omkring 16-17 grader. 

Vejrændringen havde desværre heller ikke sat gang i klækningerne. I vegetationen er der masser af døgnfluenymfer som venter på det rigtige tidspunk til forvandlingen.

Når de ikke vil op, må nymfen ned!

Kun få ørreder og stalllinger viste sig sporadisk. Hvad der gør, at en ørred eller stalling med eksempelvis en halvtmes mellemrum stiger til overfladen for at tage et insekt, for derefter at blive på standpladsen tæt på bunden, har jeg ikke noget svar på...

Men når fiskene ikke vil tage insekter eller min flue på overfladen, må de fristes af nymfen!

Præsenterede nymfen i strømmen, der løber langs med de store områder omkranset af meterhøj rankegrøde. Insektlarver, snegle og nymfer der lever i vegetationen og som jævnligt tages af strømmen, er god tilgængelig mad for ørreder, stallinger/harr og helt/sik.

Nymfen skal fiskes så dybt som muligt. Her skal man mærke bunden jævnligt, og også gerne have kontakt med rankegrøden.

Fisker jeg i et område med jævn vanddybde benytter jeg en strike-indikator, som kan hjælpe med til at nymfen fisker i den ønskede dybde. I områder med varierende vanddybde fisker jeg uden indikator. 

Både i elvens stille partier og de mest strømfyldte, er pontonbåden, som jeg styre med svømmefødderne, den perfekte fiskemakker.

På dagens tur blev det til tre smukke ørreder og to ditto stallinger. Heltene som jeg meget gerne ville i kontakt, var interesserede, men kom ikke i nettet.

210729 rena kobber nymf

En enkel nymfe som har været effektiv hjemme i Danmark, i New Zealand, Sverige og Slovenien. 

210729 rena trout nymp

Ørreden har taget nymfen og er perfekt kroget.

210729 rena trout releasing

Jeg genudsætter alle ørreder og stallinger, men tager gerne en helt/sik med hjem til varmrygning.

210729 rena low water

I forhold til sommeren 2020 er vandstanden i år på samme tidspunk 2021 godt en halv meter lavere.

Lignende artikler:

© 2023 - brakvand.dk - Henrik Leth - Skytten 118 - DK-8920 Randers