Fredag den 18. juli 2025.
Norge, Rena: På en dag hvor der blev varslet fiskestop på grund af varmen, valgte vi alternativer til fedtfinnefiskene og en aftentur efter helt.
Gedder, aborrer og en aftenjagt på helt
På en dag, hvor der blev varslet midlertidigt fiskestop for fedtfinnefiskene på grund af varme og høj vandtemperatur, valgte vi alternative oplevelser på vandet.
Først gik turen til Løbsøen sammen med min tyske ven Björn Rahlf og Marie Brandt, som jeg kender for hendes gode arbejde i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Marie er på en nordisk fisketurné og havde slået lejr ved elven for nogle dages fiskeri på Rena. Hun ville gerne prøve kræfter med geddefiskeri, og jeg lånte hende min Anderson Mosqeeto, mens Björn fiskede fra sin Anderson Speedster. Begge er dedikerede geddefiskere, og mens jeg sad i skyggen ved søbredden, lykkedes det dem at fange både gedder og flotte aborrer.
Efter en hyggelig dag sagde vi farvel til Marie, der vendte tilbage til København. Aftenen blev brugt på en tur efter helt, men det lykkedes desværre ikke at få en eneste i nettet – selvom jeg flere gange havde bud efter fluen og fisk på krogen. Det havde ellers været en fryd at kunne nyde en gang røget helt.
Selv uden fisk var det skønt at være på elven og få kølet lidt af i varmen. Jeg synes i øvrigt, at vandtemperaturen virker til at have stabiliseret sig – måske endda faldet en smule.
Ansvarlighed: Kritisk høj vandtemperatur i Rena
Fiskeriet lukker midlertidigt fra midnat fredag den 18. juli.
Det er godt, at der er fokus på at beskytte koldvandsfisk som ørred og stalling i elven. Naturligvis ønsker ingen af os, der fisker i Rena-elven, at opleve, at elven lukkes for fiskeaktivitet midt i højsæsonen, men det kan være det rigtige at gøre. Et mareridt ville være at se døde ørreder og stallinger drive med strømmen ned ad elven.
Som ansvarlige fiskere kan vi kun bakke op om at prioritere fiskenes velfærd før vores egen kærlighed til fiskeriet. Når vandtemperaturen er kritisk høj, er det fornuftigt at indføre restriktioner som et midlertidigt forbud.
Vi elsker Rena og forstår, at det er en meget speciel elv og et økosystem, der har brug for beskyttelse.
Der er masser af andre fiske muligheder i området, hvor vandet har en passende temperatur, eller man kan endda fiske efter andre arter som gedder eller aborrer.
Jeg sætter nu min lid til, at meteorologerne har ret, og at vejret snart bliver køligere.
Passer vejrudsigten skulle der kunne fiskes igen fra torsdag den 23. juli.

Marie Brandt hyggede sig i varmen og i min Anderson Mosqeeto. Har på fornemmelsen hun har lyst til mere?

Björn Rahlf der hvert år kommer forbi og bor på fiskecampen fiekr gerne efter alt hvd der svømmer. Mon ikke det de næste par dage står på mere fiskeri efter gedder og aborre.

Løbsøen har også en bestand af fine aborrer, der i dag kunne findes på ca 4 meter vand, på kanten af rankegrøden.






