Fredag den 10. juli 2026.
Norge, Rena: Ni varme timer på Rena gav få vak, torden og store ørreder, der afviste tørfluen hvilke resulterede i samtalerne elvens uudgrundelige hemmeligheder.
Solcreme, få fisk og kolde drinks!
Solen stod højt over Rena, allerede da vi satte bådene i ved Strømstad. Solcremen blev smurt på i et tykt lag, mens termometret viste 14-15 grader i elven. Det lød lovende. Silje havde fyldt den store YETI med kolde sodavand, og vi anede allerede fra morgenstunden, at de ville blive dagens mest eftertragtede fangst.
Nogle fiskedage handler om fisk. Andre handler mest om at holde varmen ud.
På den ni timer lange drifttur mod Leopardbroen blev ankeret kastet ud flere gange, ikke for at fiske, men for at finde skyggen bag træer, der kunne skærme os mod de 28 grader.
Dry or Die
Insekterne var næsten fraværende. Det samme var vakene.
Men Rune og Vidar havde besluttet sig allerede hjemmefra: Ingen nymfer. Ingen kompromiser. Kun tørflue!
Der blev talt meget. Om lufttryk. Om temperatur. Om hvorfor fiskene pludselig vælger at lukke døren til overfladen, selv om alt ser rigtigt ud. Ingen kender svaret, men alle havde en teori - måske lufttrykket - varmen eller noget helt trejdie ?
Sådan er tørfluefiskeri. Elven giver sjældent forklaringer.
Det trak op fra nord netop som da vi passerede Kvarven på turen ned af elven.
En byge med lys og lyd
Mod nord byggede mørke skyer sig op. Vi håbede på regn. En kølig byge kunne måske vække både insekter og fisk. Den kom også. Sammen med lyn og torden. Vi trak bådene ind til bredden og søgte ly mellem træerne, mens himlen rullede hen over dalen.
Da stilheden vendte tilbage, og solen igen fik magten, var elven næsten lige så tavs som før.
Raften er trukket på land og vi lader tordenbygen passere mens vi "strækker ben" i skoven. Vidar har valgt at forlade os. Han søn hentede ham ved landevejen.
Et par ørreder viste sig.
Alligevel gav dagen os et glimt af det, der bliver ved med at trække i os.
Både Rune og Vidar oplevede store ørreder, som i det klare vand langsomt steg mod deres slørvingeimitationer. Et øjeblik stod tiden stille. Fiskene undersøgte fluen, vendte en anelse under overfladen og gled lydløst tilbage på deres plads.
Ingen ørreder i hånden. Men et minde rigere.
Netop de øjeblikke er mærkelige. De varer kun få sekunder, men bliver hængende i hukommelsen langt længere end mange landede fisk. De minder os om, at elven stadig gemmer på hemmeligheder, vi endnu ikke har lært at læse.
Stigende vandtemperatur
Ved Leopardbroen målte jeg vandtemperaturen til 16 grader. Elven havde taget imod solens varme hele dagen. Vi kvitterede med et stille håb om køligere nætter og lidt køligt vand fra Storsøen.
Aftenen sluttede roligt på campen. En snak med den norske Marius, som netop var ankommet med forventningerne intakte.
Derefter en indsats for at vække en aldrende iPhone til live så Johnni igen kan connectes!
Nogle dage måles ikke i fisk.
De måles i samtaler, i ventetid, i tordenbyger, i de kølige drikke og de få sekunder, hvor en stor ørred stiger mod en tørflue, blot for at forsvinde igen.
Tordenygen har passeret, en stadig kun få vak.
Læs mere om mine fisketure i Rena og Norge: https://brakvand.com/fisk-fangst/norge
