Lørdag den 4. april 2026.
Gudenåen: Enten dødsstødet for Tange Sø, eller også venter en kæmpe retssag med gigantiske bøder.
En skillevej for Tange Sø
Vi står ved en skillevej for Tange Sø. Ender det med den politisk og fagligt korrekte beslutning – en fritløbende Gudenå i den oprindelige ådal skabt af istiden – eller med forhaling og en dyr sag ved EU-Domstolen?
Den ulovlige tilladelse fra Viborg Kommune
I 2018 gav Viborg Kommune Tangeværket tilladelse til at indvinde vand uden at udarbejde den nødvendige habitatvurdering. Det var ikke blot uansvarligt – det var ulovligt.
Sagen blev anket, og klagenævnet slog dette fast og pålagde kommunen at udføre det nødvendige arbejde. Men hvad skete der?
Borgmesteren indrømmede i 2023, at han vidste, det var i strid med loven – og reagerede med en ligegyldighed, der er chokerende for enhver med respekt for retsbevidsthed og natur.
Forhalingstaktik
I 2025 fik klagerne igen medhold. Det burde ikke overraske nogen. Alligevel valgte politikerne i Viborg Byråd at kigge den anden vej end Gudenåens.
Habitatvurderingen – men kun som “udkast”
I sensommeren 2025 kom der endelig en habitatvurdering. Den konkluderede, efter uafhængig rådgivning, at Tangeværket ikke kan indvinde vand.
I stedet for at tage konklusionen alvorligt valgte politikerne at klassificere vurderingen som et “udkast” – en bekvem måde at undgå ansvar lige op til et kommunalvalg.
Presset på den politiske ansvarlighed
Vi er nu endt i en situation, hvor udsættelsen af sagen til før sommerferien 2026 mest af alt ligner et forsøg på at redde politisk ansigt.
Realiteten er enkel: Konklusionen peger på, at Tangeværket må lukkes, og at dæmningen skal fjernes, så Gudenåen igen kan løbe frit gennem sin oprindelige ådal.
Kan de gemme sig?
Kan byrådspolitikere virkelig gemme sig bag deres egen manglende lovmedholdelighed?
Selv hvis den lækkede habitatvurdering erklæres “mangelfuld”, ændrer det ikke ved den grundlæggende realitet.
Trussel om retssag og konsekvenser
Sagen kan ende ved EU-Domstolen. Resultatet kan blive millionbøder – betalt af os alle – penge, der ellers kunne være brugt på natur eller velfærd.
Krav om ansvarlighed
Skal vi virkelig bruge enorme summer på retssager for at tvinge Viborg Kommune og staten til at overholde loven
NORLYS
Ejeren af Gudenåcentralen og Tangeværket er NORLYS – ejet af mere end 700.000 andelshavere.
På repræsentantskabsmødet sidst i april kan drift og strategi igen komme til debat. I 2025 blev Tangeværket rejst, og der blev efterlyst et konkret afsnit i ESG-rapporten om konsekvenserne af at opstemme Gudenåen.
Det er fortsat uvist, om årets rapport adresserer dette.
NORLYS har næppe interesse i en omkostningstung retssag ved EU-Domstolen – det vil ramme både selskabet og dets andelshavere.
Læs mere:
Eksperter giver dødsstød til kæmpe sø: Danmarks største kunstige sø, Tange sø, kan være fortid. Rapporter og eksperter mener, den strider mod EU-regler.
Gudenåforslag til behandling på NORLYS repræsentantskabsmøde den 24. april.




