Torsdag den 26. juni 2025.
Norge, Rena: Selv om vinden drillede og fiskene holdt sig tæt på elvbunden uden den store appetit, var det dejligt med en drifttur til fra Strømstad til Militærbroen.
Med cahuffør, mod vinden og en mistet ørred
I dag startede jeg dagen med at introducere Dorte til Caddyen og opsamlingsstedet ved Militærbroen. "Det er altid en fornøjelse at have en chauffør – det giver plads til at fokusere på det, der virkelig betyder noget: den lange drifttur ned ad elven!"
Vind er der nok af!
Vejret, eller rettere vinden har ændret sig; i går kom den friske vind fra nord, mens den i dag blæser fra syd. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vores nordiske somre er blevet mere blæsende de senere år. Det virker som om, vinden har fundet en permanent plads i norden, og det påvirker naturligvis forholdene for fiskeriet.
Insekter
Da vi søsatte, bemærkede jeg straks, at der kun var få ørreder, der tog insekter på overfladen. Generelt så vi flest dansemyg; deres elegante bevægelser gav et malerisk indtryk af vandet. Der var også nogle små slørvinger, eller "yellow sally", som flere gange tog sig et hvil på min arm eller en af pontonerne. Derudover var der i perioder enkelte små døgnfluer.
Stallingerne, som plejer at være sikre ved tørfluefiskeriet, holdt sig i dag langt væk fra de flydende insekter og mine tørfluer. Det var som om elvens dronning, stallingen, og harren, som de lokale kalder den, var gået i spisevægring. Det minder mig om, hvor uforudsigeligt og endda mystisk fiskeriet kan være.
Ørreder
På turen fik jeg dog landet tre mindre ørreder, der tog min tørflue fisket "blindt" langs elvebredden. En lidt større ørred blev også fristet. Hvad der præcis gik galt, ved jeg ikke, men mon ikke fluelinen satte sig fast i et eller andet på båden? Ørreden trak, og forfanget knækkede desværre.
Afhentning ved Militærbroen forløb en smule dramatisk. Dorte der ikke har den store stedsans var kørt forkert og først efter et par telefon samtaler dukkede min dejlige kæreste op md Caddy'en.
For nu er det tid til at slappe af og lade op til flere eventyr langs elven. God fiskeri til alle jer derude!

John Furland har sat sig godt til rette under en pause på dagens tur.

Kanoen ligger midt i elven lidt nedstrøms Stømstad. Tænker at der havde sat ankeret inden uheldet skete. En bjergningsopgave venter.

Tror aldrig jeg har oplevet at en krog er knækket bag krogøjet. Og nej: det var ikke en ørred, men et træ....

John og Jonas Furland havde lejet fiskecampens raft. Jonas passede for det meste årene, mens John fiskede.

Familien Bond benyttede dagen i en ellers travl tid til en fisketrur.






