Onsdag den 9. juli 2025.
Norge, Rena: Fynboen Claus Frederiksen fisker igennem. Ellers bød dagen på fisk til alle og en smuk aften.
Vandstand, temperatur og klækninger
I dag har været en blanding af skuffelser og uventede overraskelser.
Vandstanden i elven faldt omkring 7 cm, mens jeg var ude, og vandtemperaturen har sneget sig op på 12 grader.
Der er virkelig gang i vårfluer og døgnfluer, herunder Danica – både i luften og på overfladen.
Men skæbnen leger med os, og vinden driller igen.
Desværre holder både ørred og stalling sig fra overfladen, så længe vinden rifler vandoverfladen. Måske aner fiskene også, at uvejret lurer i horisonten.
Gennemblødt
Glem alt om de fine vejrapps, der lovede tørvejr og let vind.
Klokken 16 ramte en heftig tordenbyge, som piskede regn ned, som om naturen ville minde os om, hvem der bestemmer her.
Min ven Henrik Minor Vedel – bedre kendt som Mong – er efter dagens oplevelser en tidligere troende fan af vejrudsigter.
Klog og våd måtte han sande, at man aldrig helt kan stole på dem.
Vejrappen lovede tørvejr… så hvorfor tage regnjakken med?
Uden regnjakke stod han der, gennemblødt og kold – men man siger jo, at sådanne oplevelser gør én klogere.
Jagten på den store ørred
Missionen i dag var at lande en stor ørred, som jeg kender og som svømmer rundt i et bagvand.
Ørreden dukkede op et par gange, og jeg havde sat mig godt til rette for at observere og præsentere en flue.
Jeg så ørreden krydse rundt i det rolige vand og æde, sandsynligvis klækkende Danica-nymfer.
Lige da jeg skulle til at kaste, satte den kraftige regnbyge og vinden en brat stopper for det, der ellers kunne være blevet et magisk eventyr.
Ørreden må vente til en anden dag.
Under bygen fik jeg til gengæld en hyggelig snak med Kaare Ettrup Schmidt og Lars Andersen, der skulle driftfiske ned til Militærbroen.
Helt til Helle
Jeg havde også en anden mission: at fange et par helt, som Mong kan ryge og tage med hjem til sin Helle i Allingåbro.
Men heltene var i drillehumør. Gang på gang tog de fluen – for at den efter kort tid kunne slippe den lille mund med det karakteristiske overbid.
Men ihærdighed betaler sig.
Jeg fik til sidst landet to flotte helt.
Derudover blev det også til et par ørreder.
Specielt heltene føltes som en lille sejr, og jeg håber, Helle bliver glad for middagen.
Selvom vejret skuffede, er det altid fantastisk at være ude i naturen og jagte de skabninger, der til tider er så svære at fange. Specielt når regnjakken er husket!
Våde og kolde fiskere, whisky og nye historier i vente
Dagen sluttede hyggeligt, da Jess Anton Larsen, Lars Andersen, Kaare Ettrup Schmidt og Mong dukkede op hos mig til godnat-rom og whisky.
Og hvem ved – måske venter flere fisk… eller bare endnu en god historie.
Indtil næste tur: Husk at tjekke vejret i real tid – og tag altid regnjakken med!

Claus Frederiksen med dagens flidspræmie.

Rena ved Deset - det trækker op til torden og regn.

I bagvandet med storørreden klækkede den smukke danica.

Godt jeg altid medbringer min regnjakke.

Helle-fisk til Mongs kone. Skal ryges og nedkøles og snart serveres i Allingeåbro.
'
Kaare Ettrup Schmidt fiskede med en CDC Caddis.

Temperaturen falder og disen lægger sig over elven.






