Lørdag den 25. juli 2026.
Norge, Rena: Vandstanden er faldet yderligere, vejret køligere. Nymfen gav både helt og en lille ørred. En stille dag sluttede med regn, varme og hyggeligt samvær.
Sommerens tur på nedtælling
Vandstanden i elven fortsætter med at falde.
Elven ser anderledes ud dag for dag, og de strømkanter, der for få uger siden var dækket af vand, ligger nu blotlagte. Fiskeriet ændrer karakter, og det samme gør taktikken.

Glat og pløret. Det er efterhånden blevet lidt af et "mudderbad" at få båd og grej på frit vand
Vejrskifte
Dagen begyndte stille. Først med enkelte dryp, siden trak skyerne tættere sammen, og en fin støvregn lagde sig over dalen. Vinden holdt sig væk de første timer, men ud på dagen voksede den stille og roligt i styrke. Samtidig kunne man mærke, at sommeren havde mistet sit faste greb. Luften var køligere, og det samme var vandet.
Nymfe på kanten
Der var ingen vak at spejde efter. Kun ganske få insekter drev forbi på overfladen, og elven virkede næsten tavs. Under sådanne forhold giver tørfluen sjældent mening, så valget faldt igen på nymfen.
Fra pontonbåden kunne jeg stille og roligt drive gennem de lavvandede stræk og præsentere nymfen langs strømkanter og dybere render. Gang på gang dykkede den lille skum-strike-indikator.
Belønningen blev en håndfuld flotte helt/sik og en lille ørred.
Ikke nogen dag med de store fisk, men en dag hvor det var tilfredsstillende blot at knække koden og få llidt fisk i nettet.

Fangede de fleste helt og ørreden i "hullet" mellem shelteren og den lille ø ved Holmen.
Røget helt til naboerne
Heltene er nu saltet og ligger i køleskabet.
Planen er, at de skal en tur i rygeovnen søndag eller mandag. Derefter ryger de i fryseren, inden de onsdag pakkes forsvarligt i YETI-køletasken til turen hjem mod Randers. Der er noget særligt ved at tage en smag af Norge med hjem.

Udover at friste heltene blev en ørred også overlistet. Flere helt slap dog nymfen inden de nåede nettet.
På restaurant med familien Bond
Ved firetiden pakkede jeg sammen. Tilbage i campen ventede et varmt bad, lidt Tour de France i fjernsynet og senere en hyggelig tur til restauranten i Rena sammen med familien Bond. En dejlig afslutning på en rolig fiskedag.
Da aftenen faldt på, satte regnen for alvor ind, og vinden tog endnu et hak op. Elven havde skiftet humør, og det havde vejret også. Men netop de dage, hvor naturen dæmper tempoet, minder mig om, at fluefiskeri handler om meget mere end antallet af fisk.
Læs mere om mine fisketure i Rena og Norge: https://brakvand.com/fisk-fangst/norge

I den nærings- og mineralrige Rena elv produceres der store mængder vandplanter og insekter.

Den smukke vandranunkel står i blomst.






