Mandag den 31. marts 2025.
Randers Fjord, Udbyhøj: Kunne nyde månedens sidste dag i yderfjorden. Det blev til masser af sol og lidt ørreder.
Fjerbold, vandstand og ørreder!
Dagen begyndte jeg med en sport og motion, der er lige så meget en leg som en disciplin - badminton.
Det er en glæde at være sammen med de joviale mennesker fra Ældresagen, hvis latter og gode humør skaber en varm atmosfære i Badmintonhallen. Venskab og fællesskab er fundamenter, der minder os om, at livet er en del af et større netværk, ligesom mit fangsnet, som jeg snart skulle anvende i Randers Fjord.
Vejret var igen med mig - solen skinnede klart, og foråret viste sig igen fra sin bedste side.
Den indre kalden: "Du skal ud at fiske", som kun en passioneret fisker kan forstå, lokkede mig igen ud til fjorden, til vandet, der lover både ro og eventyr.
Da jeg ankom til Udbyhøj, stod tidevandet som forudset på sit højeste.
Her, i takt med pulsen i tidevandet som jeg om muligt indretter mig på, kom jeg til at tænke på de højder og skuffelser, vi hver især oplever i vores liv.
Vandvending
Mens jeg pakkede ud, vendte vandet. Det faldende vand, der her om foråret er en smule varmere, sætter ofte gang i fiskene. Vandet opvarmes på de store lavvandede flader.
Det blev igen til ørreder i dag - smukke, blanke og stærke. At fange dem var ikke blot en stor glæde, men en påmindelse om naturens skønhed.
Hver gang en ørred fristes af min flue, og jeg mærker trækket i linen, bliver jeg grebet af en følelse af forbindelse til noget større. Jeg tænkte på, hvordan vi i livet ofte står over for valg om, hvornår vi skal gribe chancen eller lade den glide forbi os.
Jeg fangede og genudsatte fem mindre ørreder.
At lade dem svømme tilbage i deres naturlige habitat føltes rigtigt og godt for fremtiden.
I takt med at jeg pakkede mine ting sammen, kunne jeg ikke lade være med at reflektere over den stille eftertænksomhed, som fisketuren havde givet mig.
Dagens fisketur blev ikke blot et møde med naturens skønhed, men også en rejse ind i mig selv. Det er i disse øjeblikke, at jeg husker på, hvorfor jeg fisker - fordi det bringer mig nærmere til livet og til de essentielle spørgsmål, som gør vores eksistens så værdifuld.
Og med det indlevende perspektiv forlod jeg fjorden, fyldt med taknemmelighed og klar til mange flere fisketure.
Min fluebinderven John Larsen binder nogle smukke fluer som denne rejeflue.
Blæretang og i særdeleshed alger vokser på de nyanlagte stenrev. Snart vil der bleve udlagt endnu flere sten i fjorden og kan vi få reduceret udedningerne af næringsstoffer, er der håb for fremtiden.
Det lave vand - de lyse områder opvarmes af forårssolen. Når vandet falder hæver det temperaturen en anelse. Det kan sætte gang i ørrederne.
Vinden kom fra det nordlige hjørne og solen gav farve på kinder og hænder.
