En lille ørred i det store landskab

Tirsdag den 10. marts 2026. 260310 udbyhoj havnenRanders Fjord: Gråvejr og en vandtemperatur på fem grader ved Udbyhøj Nord. Vandet steg under turen, der blev lagt stenrev ud, og en lille blank ørred tog fluen.

Stenrev og stigende vand

Der var en stille, næsten eftertænksom stemning over Udbyhøj Nord i dag. Som lovet hang himlen lav og grå, og vandet målte jeg til blot fem grader. Kalenderen siger marts og forår, men havet har stadig vinter i kroppen.

Af hensyn til både formen og sundheden lod jeg igen motoren blive i bilen. Pontonbåden blev sat i vandet mens vandstanden var på det laveste.

Mens jeg var ude steg vandstanden næsten en halv meter. Det føltes som om fjorden trak vejret dybt. 

Fra den anden side af fjorden kunne jeg både høre og se arbejdet med udlægningen af nye stenrev. Store sten blev læsset på prammen fra havneområdet i Udbyhøj Syd og sejlet ud mod deres nye plads på fjordens østside syd for Udbyhøj. Det er et arbejde, der lover godt for fremtidens liv i vandet.

Fiskeriet var beskedent. En lille blank og slank havørred tog min “Udbyhøj” og gav et kort øjeblik af liv i linen. Ikke nogen stor fisk, men en smuk én.

Men sandheden er også her, at fiskene kun er en del af historien herude.

For her i området hvor Gudenåen møder Kattegat rummer for mig noget helt særligt. Strøm, tidevand og sandbanker skaber et landskab, der hele tiden forandrer sig. Et lille stykke af østkystens vadehav, åbent og levende.

Fisk eller ej. Det er et sted, man altid vender glad og træt hjem fra med lidt mere ro i kroppen.

Og netop derfor er det også et sted, vi skal passe på.

260310 udbyhoj yderfjord

Området nord for Udbyhøj med den smalle sejlrende og de store flader som ved lav vandstand er tørlagte. 

260310 udbyhoj vandtemperatur

Det digitale termometer er perfekt når vandtemperaturen skal tjekkes. 

260310 udbyhoj trout

Den lille blanke ørred har formentlig smoltificeret allerede i efteråret. Vinterens kolde måneder byder på sparsom føde i fjorden, og det kan være forklaringen på dens slanke look. 

260310 udbyhoj stenrev

De første stenrev blev udlagt i 2025. Inden stenene blev lagt ud, var bunden en gold siltet sandørken. Med stenene er der vækst og liv.  

VEJLEDNING: VALG AF FLUER!

danica

Det er vigtigt at have de rigtige fluer i æsken.

Uanset om du skal fiske langs kysten og i fjorden, eller om det gælder søernes glubske gedde, elven og åens ørreder og stallinger, er den rigtige flue vigtig.

Ud over at sælge fluer som jeg selv binder, giver jeg gerne gode råd til valget af fluer til dit fiskeri.

Kontakt mig, fortæl om dine fiskeplaner og modtag mine anbefalinger.

Havørred på kysten og i fjorden

rund havørred kyst