Søndag den 15. marts 2026.
Randers Fjord: Fiskefeberen førte mig i dag Voer hvor jeg fiskede sammen med Henrik Minor Vedel. Det blev til to blanke ørreder på "Udbyhøj-fluen". Begge svømmer videre i fjordens let farvede vintervand.
Der hvor kastene bliver til tanker
Igen meldte fiskefeberen sig. Den slags uro kan ikke behandles med fornuft, kun med vand, vind og en fluestang i hånden.
Turen gik til Voer ved Randers Fjord, hvor jeg klokken ti mødtes med min gode ven Henrik Minor Vedel. Fjorden lå vinterstille, og luften havde fra morgenstunden den skarpe kulde, der får både fingre og tanker til at bevæge sig lidt langsommere.
Mens vi pakkede ud, gjorde pontonbådene klar og trak ekstra lag tøj på, kom de lokale vinterbadere forbi. De var på vej i fjorden, hvor vandet holdt 6,5 grader. Der findes mennesker, der søger stilheden i vandet uden fiskestang. Vi andre leder efter den samme stilhed gennem kastene.
Vi fiskede i det faldende vand ind mod Støvringedæmningen og tilbage igen. Kast efter kast. Den rytme som kun fluefiskere helt forstår. Fluens lille rejse gennem vandet, håbet, og den stille accept når intet sker.
På et tidspunkt havde Henrik Minor Vedel fået nok. Kulden og timerne havde sagt deres. Sådan er fiskeri ofte. Man stopper sjældent samtidig. Den ene har fået sin del af dagen, den anden mærker stadig strømmen i kroppen.
Jeg fortsatte.
Det faldende vand førte mig ud langs Kanaløen. Fjorden havde fået den der matte vinterfarve, hvor alt virker dæmpet, næsten eftertænksomt. Her tog en mindre blank ørred min Udbyhøj-flue. Et hurtigt hug et kort møde mellem to verdener.
Inden jeg sluttede ved Voer, blev det til endnu en blank ørred.
Begge svømmer fortsat rundt i fjorden.
Det er måske netop derfor, man vender tilbage. Ikke for at tage noget med hjem, men for at mærke, at man et øjeblik var en del af fjordens langsomme puls.
Dagens sidste ørred tog fluen i det lave vand lidt syd for Voer
Et par sæler fulgte os nysgerrig (sulten?) fra starten af.
Henrik Minor Vedel fisker i området over for Støvring dæmningen.
