Masser af sejlads og få fisk!




Randers Fjord, Udbyhøj 
120803_udbyhoj
Eftermiddagen bød på et par byger, men ellers lækkert varmt med sol og rimeligt stille vand! 

Startede med at ro over på sydsiden og fiske med strømmen ud forbi "Sækken". Så spredte multer, også et par rigtigt store, der imidlertid flygtede i en hvirvel når jeg kom for tæt på. Kunne ikke se at multerne var i ædehumør og de var som nævnt også meget spredt. Bemærkede at "Sækken" har ændret karakter og så småt er ved at sande til. Som noget nyt er der kommet et mægtigt område med ålegræs der stort set fylder det meste af "Sækken" og rækker helt ud til sejlrenden. Ser det som et godt tegn! 

Der var masser af småbåde. De fleste dørgede, men et par stykker lå også for anker og fiskede tilsyneladende fladfisk. Så ikke andre fange noget, men det skal de selvfølgelig nok have gjort!

Da vandet vendte og begyndte at stige, krydsede jeg igen fjorden og fiskede langs med sejrenden ind mod Udbyhøj Havn. En rigtig god ørred tog fluen og jeg fik hurtigt rullet løslinen op på hjulet. Kunne mærke det var en stærk fisk da den med nogle hidsige udløb trak 10 - 15 meter line af hulet og satte kursen mod midten af sejlrenden. Ørreden tog nu et par hop og jeg sad tilbage med den trælse følelse af en mistet fisk.... Ærgerligt.  Vurderede ørreden til at være en plus tres centimeters fisk.

Fangede tre mindre ørreder der dog alle var utroligt buttede.

Sluttede ved ottetiden og kan pudse glorien, da jeg i modsætning til alle småbådende der brændte bensin af, kunne se tilbage på syv otte kilometer på to skiver rugbrød og lidt spegepølse og to øl. {jcomments on}

Lignende artikler:

© 2023 - brakvand.dk - Henrik Leth - Skytten 118 - DK-8920 Randers