Mandag den 27. juli 2026.
Norge, Rena: Sidste tur i denne omgang bød på køligere vand, lav vandstand, smukke fisk og vemod. Samtidig mindede døde stallinger om nødvendigheden af hurtig og genudsætning.
Når elven siger på gensyn
Jeg roede igen i dag fra Holmen op til Mathias Høl i min Anderson Mosqeeto. En af de ture, hvor roen næsten fylder mere end forventningen.
Der hviler altid noget særligt over den sidste fisketur. Ikke fordi fiskene nødvendigvis er større, eller klækningerne mere spektakulære, men fordi man ved, at hvert kast, hver strømkant og hver stille drift skal gemmes i hukommelsen, indtil jeg igen vender tilbage.
Mosqeeto'en glider roligt på vandet både med og mod strømmen.
Faldende vandtemperatur, lavt vand og nymfe
Der var ingen stabile vak, så tørflue set-up’et blev i dag urørt. I stedet blev det en dag med nymfe-set-up'et i hånden fra første til sidste kast.
Vandtemperaturen var faldet markant til blot 12,5 grader.
Den lave vandstand gør strømkanterne skarpere og standpladserne lettere at aflæse.
Og ikke mindst. Med den lave vandstand er det samtidig lettere at få nymfen helt ned, hvor den skal være. Netop i dag lykkedes det flere gange at lade fluen komme så tæt på bunden, at den nærmest kyssede stenene. Det er dér, fiskene står.
Mine favoritnymfer. På turen havde jeg mest succes med den grønne.
Fiskene var heldigvis samarbejdsvillige. Både stalling, ørred og helt fandt hurtigt vej til nettet og gav fine oplevelser på en dag, hvor det ikke var overfladen, men dybet, der gemte på mulighederne.
Stallingen afkroges mens den ligger sikkert i nettet, som er placeret mellem pontonerne.
En opfordring
Dagens største eftertanke kom dog ikke fra en fisk, der huggede.
Et par gange kom døde stallinger drivende med strømmen. Synet gjorde mig oprigtigt trist. Stallingen er en fantastisk sportsfisk, men også en fisk, der let bliver presset til det yderste under en lang fight. Det understreger, hvor vigtigt det er at lande fisken hurtigt og behandle den skånsomt.
Fra pontonbåden har jeg derfor gjort det til en fast rutine, at når en stalling kroges, trækker jeg straks ankeret. I stedet for at tvinge fisken op mod strømmen lader jeg båden drive ned mod den. Fighten bliver kortere, fisken belastes mindre, og chancen for, at den svømmer stærkt videre, bliver langt større. Små valg kan gøre en stor forskel.
Den modhageløse flue er frigjort og stallingen returneres hurtigt til sit rette element.
Lugten af odder
Da jeg gled langs østsiden af høllet, blev jeg opmærksom den karakteristiske, trannede lugt af odder. En lugt, man aldrig glemmer, når man først har oplevet den. Det passede egentlig meget godt, for blot få dage tidligere havde jeg haft fornøjelsen af at hilse på elvens dygtigste fisker. En elegant jæger, som lever af de samme fisk, vi andre beundrer.
Lidt i fem vendte jeg pontonbåden mod land. Ikke fordi fiskeriet var slut, men fordi turen var det.
Det blev den sidste tur på Rena i denne omgang.
På vejen ned mod Holmen tod denne smukke ørred nymfen.
Vemod og længsel
Der er altid et strejf af vemod, når man pakker sammen efter de mange gode uger ved elven. Tirsdag står den på rengøring af båden, et lille eftersyn af bilen og den sidste pakning. Onsdag går turen igen mod Randers.
Men Rena har det med at blive hængende. I duften af våde waders, i lyden af strømmen over stenene og i forventningen om, at jeg næste sommer, måske før, igen begynder med et første kast, længe før jeg egentlig er kommet frem.
I løbet af turen har jeg både årets første og anden generation ællinger. Også for ællinger er væksten er hurtig i den næringsrige elv.
Rena elven opstrøms Mathias Høll.
Læs mere om mine fisketure i Rena og Norge: https://brakvand.com/fisk-fangst/norge
Resume: Rena 2026
Sommeren 2026 ved Rena blev en fortælling om meget mere end fisk. Den blev en rejse gennem skiftende vejr, faldende vandstand, hedebølger, kølige nætter og et elvsystem, der konstant ændrede karakter.
Fiskeriet krævede tålmodighed, præcision og evnen til at tilpasse sig naturens rytme, når varme, vind og lav vandføring gjorde ørrederne sky.
Pontonbåden, min Anderson Mosqeeto, var igen i år omdrejningspunktet for eventyret. I båden blev det til lange driftture kombineret med tørfluefiskeri, nymfefiskeri og stille observationer af vak, klækninger og dyreliv.
Nogle dage belønnede elven med smukke ørreder, stallinger, helt og gedder. Andre dage var oplevelsen selve stilheden, ventetiden og forventningen om det næste vak. Eller en måske en klækning!
Sommeren bød også på uforglemmelige øjeblikke: Den enorme ørred, der slap fri efter en lang fight (Den store, der slap fri...), eksperimenter med nye fluer og kameraløsninger, hygge på Rena Fiskecamp med gode venner, røget helt, mad over bålet og den traditionsrige tur med norske Lars B. Johansen og Rune Hansen.
Midt i den ekstreme varme voksede også respekten for fiskene og nødvendigheden af et skånsomt fiskeri, mens håbet hele tiden var, at køligere vejr ville redde fiskeriet og elven fra endnu en lukning på grund af høje vandtemperaturer.
De danske øl varer ikke ved, men heldigvis kn de norske også drikkes!
Fiskeriet bød også på store udfordringer med den lange rankegrøde, vandranunkler i blomst og andre smukke vandplanter.
Samtidig blev turene min personlige fortælling om nærvær. Om at finde ro i naturen, savne dem derhjemme, glæde sig over små sejre og acceptere, at de største oplevelser ikke altid måles i antallet af fangede fisk.
Slutteligt stor tak til mine værter, familien Bond og Rena Fishcamp.
Min fjerde video med stemningklip fra turene. Findes på YouTube kanal brakvand
Den håndholdte dybdemåler har fast plads på min pontonbåd. Jeg benytter måleren til at tjekke dybden i de områder jeg skal nymfe fiske og selvfølgelig til at blive klogere på fiskevandet. Den aktuelle dybde målte jeg i Mathias Höll'et.
