Tirsdag den 4. august 2026.
Randers Fjord, Udbyhøj: En sensommermorgen hvor fjorden byder på solopgang, tidevand, drivende ålegræs, spirende stenrev og fiskeri, hvor naturoplevelsen overskygger fangstens størrelse og betydning.
Duften af rådden tang, fjordens fugle og drev med tidevandet
Der er noget ganske særligt over de tidlige morgener ved Randers Fjord.
Mens pontonbåden bliver pakket ud, og grejet gjort klar, forandrer verden sig næsten umærkeligt. Mørket slipper sit tag, horisonten lysner, og de første solstråler maler fjorden i gyldne og rødlige nuancer. Det er et øjeblik, der aldrig mister sin magi, uanset hvor mange gange man står midt i det.
Fra morgenstunden var vinden næsten fraværende. Senere satte en svag nordøstlig brise ind, mens vandstanden fortsat var faldende.
Luften var fyldt med den karakteristiske duft af rådnende tang, som hører sensommeren til. For nogle er den skarp og gennemtrængende. For mig er den uløseligt forbundet med fjorden. En påmindelse om, at naturen uophørligt omsætter, nedbryder og skaber nyt.
Fiskeriet var flere steder udfordrende. Store mængder løst ålegræs drev rundt med strømmen og satte sig konstant på fluen. Det er en del af livet i en fjord, hvor vind, strøm og tidevand hele tiden flytter rundt på vandmasser og vegetation. Forholdene ændrer sig fra time til time, og netop dét gør fiskeriet både krævende og fascinerende.
Tidevand og bølger mødes over sandrevlen.
Vandvending
Da jeg kom ud forbi de yderste poller, vendte strømmen som forventet. Efter en kort stund med næsten spejlblank stilhed begyndte vandet igen at løbe ind i fjorden med mærkbar kraft. De fritlagte vader blev langsomt oversvømmet, og landskabet ændrede karakter endnu en gang.
Randers Fjords yderste del er et levende landskab. Ligesom ved nedre del af Gudenåens flytter tidevand, strøm og vind enorme mængder sand. Banker opstår, andre forsvinder, og nye render bliver dannet. Fjorden er aldrig færdig. Den tegner konstant sig selv på ny, og netop den evige forandring er en af dens største kvaliteter.
Vaderne er for en stund fritlagte i området op mod udløbet af Mariager Fjord. Snart stiger vandet og området oversvømmes.
Stenrevene
Turen gik også forbi de nyanlagte stenrev. Bølgerne og det let uklare vand gjorde det vanskeligt at optage brugbare undervandsbilleder, men én ting var tydelig. Revet er allerede ved at blive en del af fjorden. Blæretangen har flere steder fået godt fat mellem stenene, og de første tegn på et voksende undervandsliv er synlige. Det giver håb om, at stenrevene har udviklet sig til værdifulde levesteder for smådyr, fisk og et rigere økosystem.
Et kig på et af de nyanlagte stenrev. Selv om stenene er dækket af algebelægning og fedtemøg, er der stadig håb. Blæretang er en robust art, som under de rette forhold kan etablere sig på stenene og skabe et værdifuldt levested for småfisk, krebsdyr, snegle og et væld af andre organismer. Stenrev kan blive vigtige oaser for livet under overfladen, men deres fulde værdi afhænger af, at vi samtidig forbedrer vandmiljøet. Uden renere vand vil selv de bedste naturgenopretningsprojekter have svært ved at udfolde deres potentiale.
Fangsten
Fiskene var denne morgen ikke særligt samarbejdsvillige. Fangsten blev beskeden, men fjorden kvitterede alligevel med et par mindre havørreder og nogle hornfisk, som gav liv i stangen og smilet tilbage på læben. Det var nok til at minde mig om, hvorfor fluefiskeri aldrig kun handler om fisk.
For nogle måles en fisketur i kilo og centimeter.
Jeg måler den lige så meget i morgensol over blankt vand, i tidevandets rytme, i duften af tang og i oplevelsen af en fjord, der hele tiden er i bevægelse. Naturen følger ikke vores planer, men sine egne. Det er netop derfor, den bliver ved med at overraske.
Måske er det netop dét, der får mig til igen og igen at pakke grejet, sætte kurs mod fjorden før solopgang og vente spændt på, hvad det næste kast vil bringe.
Jeg håber oprigtigt, at det nye initiativ med udplantning af ålegræs bliver en succes. Sidst vi forsøgte, gik det desværre ikke. Kort tid efter blev det nyplantede ålegræs kvalt i fedtemøg. Det siger alt om, hvor afgørende vandkvaliteten er. Efter min opfattelse er ålegræs ikke noget, vi kan plante os ud af, hvis de grundlæggende problemer består. Får vi reduceret udledningen af næringsstoffer og genskabt et sundt vandmiljø, vil ålegræsset mange steder vende tilbage af sig selv. Naturen kan godt reparere sig selv, hvis vi giver den de rette betingelser.
