Søndag den 8. marts 2026.
Mariager Fjord ved Kongsdal: Tre kilometer med årene i godt selskab med Lars Bådbygger. Ingen ørreder viste sig, men fjordens stilhed, ro og trætte romuskler gjorde turen mindeværdig.
Når fjorden holder på sine hemmeligheder
Der hvilede en dæmpet ro over fjorden denne grå dag. Himlen hang lavt, som et blødt låg over fjorden, og sigtbarheden var kort, næsten drømmende. Vandet lå blankt og stille, som en mørk spejlflade, hvor hver bevægelse blev tydelig.
Flere steder langs kysten stod lystfiskere spredt ud i stilheden. Små skikkelser i tågen, koncentrerede, næsten meditativt kastende deres liner ud i det rolige vand i håbet om den blanke fjordørred.
Jeg havde selskab af Lars Bådbygger.
I dag fik motoren lov at blive i bilen. Det var armene, der skulle gøre arbejdet. Årerne skar sig rytmisk gennem fjordens mørke vand, og langsomt gled vi gennem vandet. Meter for meter. Åndedrag for åndedrag.
Tre kilometer blev det til i alt. En lille ekspedition i gråt lys.
Vi fiskede os frem langs kanterne hvor en ørred kunne tænkes at jage. Kast efter kast. Fluen landede blødt, blev taget hjem igen. Men fjorden holdt på sine hemmeligheder i dag. Hverken Lars eller jeg mærkede så meget som et forsigtigt nap.
Sådan er fiskeri nogle gange - for ofte vil jeg mene. Man går ud for at møde fiskene, men ender med at møde noget andet.
Roen. Stilheden. Den langsomme rytme i årene.
Romusklerne kan i hvert fald mærke turen i dag. Og mens vi gled ind igen, slog det mig, at denne stille tur på vandet også faldt på kvindernes internationale kampdag. En dag om styrke og udholdenhed.
Men fjorden var smuk alligevel.
Og det er trods alt derfor, man kommer igen og igen...
Både og grej blev klargjort. Vandstanden var lav lige som sigtbarheden.
Håbede på at møde en ørred omkring revet...
