Søndag den 29. marts 2026.
Mariager Fjord: Søndagstur i blæst, hagl og sommertid. Dagens tur gav to fisk, heriblandt årets første nedgænger. Solglimt, kaos og stædig optimisme i både vejr og politik.
Sommertid og vind: En disciplin i sig selv
Sommertid blev indført natten til søndag. Det betyder som bekendt, at man mister en time søvn, men til gengæld får mere lys til at fryse i vinden. En slags byttehandel ingen helt har bedt om, men som alligevel gennemføres med næsten religiøs stædighed.
Jeg kørte til Mariager med optimismen pakket forsvarligt ned mellem kaffekoppen og mine waders.
På pladsen øst for havnen var der god plads. Og i vandet var der ikke nogle andre lystfiskere.
Motoren fik lov at blive i bilen. Det var jo søndag. Og man er vel idealist… eller bare stædig.
Med vind og vand i ryggen fiskede jeg mig gennem bygerne, mens den røde Udbyhøj-flue hang i forfanget som et lille håb om, at nogen derude havde dårlig dømmekraft.
Mellem haglbygerne tittede solen i korte perioder frem, som om den også lige skulle markere sommertidens ankomst. Kortvarigt og uden egentlig effekt.
To gange kom nettet i brug. Det er i sig selv en succes i marts, hvor fiskene ofte har travlt med alt muligt andet end at lade sig fange.
Den ene var dagens højdepunkt og lavpunkt i én og samme skælklædte pakke: årets første nedgænger. En træt ørred med slidte halefinner og et blik, der sagde: “Jeg har haft en hård vinter, og nu kommer du også…”
Blå Blok bød samme dag på deres eget vejrskifte i form af endnu en løsgænger. Også her blæser det, og retningen var svær at fastslå. Men modsat fjorden, hvor kaos trods alt giver fisk, var udbyttet dér mere… symbolsk.
Alt i alt en klassisk forårsdag: lidt fisk, lidt sol, rigeligt vejr og en påmindelse om, at sommertid mest af alt er en mental disciplin.
Bygerne kom fra vest sammen med den friske vind. Heldigvisk kunne jeg sidde behageligt i båden og fiske ind mod land med vinden i ryggen.
I korte perioder viste solen sig og jeg kunne nyde at have den smukke fiskeplads helt for mig selv.
