Onsdag den 12. august 2026.
Mariager Fjord: En stille aften ved fjorden blev til en særlig naturoplevelse med solformørkelse, blankt vand og små ørreder, der tog myg på overfladen.
Når solen forsvinder, og ørrederne vågner
Først tillykke til Mette-Mis med de første 6 år. Derefter en mindre infight med bøgehækken var jeg godt øm i diverse muskler. Det var derfor ikke svært at overtale mig selv til, at dagens videre aktiviteter burde foregå siddende. Helst i min pontonbåd.
Dorte var helt med på idéen om en tur til fjorden, ikke mindst fordi vi sammen kunne opleve den varslede solformørkelse. Og når nu vi alligevel skulle til fjorden, var det jo oplagt at pumpe båden op og se, om fjorden også havde lidt at byde på fra fiskesiden.
Vi valgte Fladbjerg, Daniavej på fjordens sydside.
Det viste sig at være et godt valg.
Fjorden lå næsten blank. Vinden havde lagt sig, og overfladen var så rolig, at landskabet spejlede sig i vandet. Der var noget næsten højtideligt over stemningen. Vi ventede på solformørkelsen, mens lyset langsomt ændrede karakter.
Det var ikke bare solen, der blev svagere. Hele fjorden virkede dæmpet.
Farverne mistede lidt af deres kraft, og lyset fik en mærkelig, næsten kølig tone. Man kunne mærke forandringen, før man rigtigt kunne sætte ord på den. Fuglene og naturen omkring os fortsatte deres daglige gøremål, men alligevel føltes det, som om verden et øjeblik trak vejret lidt langsommere.
Fra min pontonbåd langs kanten af blanke fjord blev oplevelsen endnu mere intens. Ingen motorlarm. Kun den stille bevægelse gennem vandet, fluestangen i hånden og en himmel, der for en stund opførte sig anderledes end normalt.
Og så var der naturligvis fiskeriet.
Lige efter solnedgang begyndte nogle mindre ørreder at fouragere helt oppe i overfladen. Det var ægte tørfluefiskeri. Små myg blev taget fra overfladen, og de karakteristiske små ringe bredte sig på det ellers spejlblanke vand.
Sådan noget kan få en fluefisker til at glemme ømme muskler,,,,
Jeg havde naturligvis en skumflue på forfanget og forsøgte at friste ørrederne. Men lige netop denne aften havde jeg ikke tænkt langt nok. Ingen myggeimitationer. Ingen Griffin Gnat i æsken.
Det kunne jeg godt have brugt.
Ørrederne var tydeligvis mere selektive end min flueæske. De viste præcis, hvad de ville have, og lod min skumflue sejle forbi med en arrogance, som kun en lille ørred, der har fundet en rigelig mængde myg, kan præstere.
Men egentlig gjorde det ikke så meget.
For denne aften var fiskeriet kun en del af oplevelsen. At sidde i pontonbåden på den næsten vindstille fjord, se solen forsvinde bag horisonten og mærke lyset ændre sig under en solformørkelse var i sig selv en oplevelse.
Næste gang husker jeg Griffin Gnat.
Det er trods alt rart at være bare en lille smule bedre forberedt end ørrederne.
Når Månen bevæger sig ind mellem Jorden og Solen, skygger den for sollyset. Solen bliver gradvist mørkere, og lyset omkring os får et særligt, dæmpet skær. På fjorden kan man opleve, hvordan landskabet og vandet langsomt mister deres varme glød, mens Månen skjuler en del af Solens skive.
Vinden har gjort fjorden godt. Efter solnedgang fouragerede mindre ørreder myg i det lave vand.
Langs Daniavej havde flere sat sig til rette for at nyde den smukke aften og solformørkelsen.
