Mandag den 9. juni 2026.
Mariager Fjord, Hobro: En aftentur afslørede plumret vand, fedtemøg og alger. Det blev også hornfisk og en fjordørred på skumfluen.
Politisk spin om fjorden og landbruget
Efter en rolig dag hjemme besluttede jeg at køre til Hobro ved sekstiden.
Med gråvejr og en næsten vindstille aften var det den perfekte mulighed for lidt fiskeri og samtidig at tjekke fjorden.
Da jeg søsatte Mosqeetoen fra pladsen i Ørnedalsbugten, kunne jeg se, at vandet var plumrefarvet af røde alger. Ligeledes bemærkede jeg fedtemøg og grønalger, som er typiske for denne tid af året og resten af sommeren.
I foråret har der været medie snak om, at vandkvaliteten i fjorden skulle være forbedret nu, hvor vandet fra renseanlægget pumpes ud i Kattegat, men jeg kan ikke se nogen markant forskel. Realiteten er, at næringsstofferne fra landbruget stadig dominerer og fortsat fører til algevækst og fedtemøg på niveau med tidligere år.
Men på den fiskemæssige front blev jeg positivt overrasket! Jeg fik fanget to hornfisk og en flot mindre fjordørred på min skumflue. Det var en dejlig afslutning på dagen, selv med algerne.

Madpakken er fortæret og jeg er klar til endnu et par timer med fluestangen.

Smukke omgivelser, men bemærk det uklare vand.

Lille smuk fjordørred på vej retur.

Fra Nordjydske....
Lad os kigge på realiteterne i fjorden – ikke på spin
I foråret har vi kunnet læse i blandt andet Nordjyske, at vandkvaliteten i fjorden nu skulle være i bedring, efter at spildevandet fra renseanlægget pumpes direkte ud i Kattegat. Men hvis man rent faktisk bevæger sig ned til vandet, er det svært at få øje på den store positive forandring.
Realiteten under overfladen er desværre den samme som de foregående år: Algevæksten trives, og fedtemøget dækker bunden præcis som før.
Det skyldes en helt simpel logik, som mediernes dækning ofte overser: Renseanlægget var kun en lille del af det samlede regnskab. Den helt store elefant i rummet er – og bliver – de massive mængder næringsstoffer, der skyller ud fra landbruget. Det er landbrugsjorden, der står for broderparten af udledningerne, hvilket også slås fast med syvtommersøm i materialet fra blandt andre Kystvandrådet.
At lade som om fjorden er reddet, fordi vi har flyttet et spildevandsrør, er intet mindre end spin. Hvis vi for alvor vil have en levende fjord med klart vand, er vi nødt til at tage fat om næringsstofferne fra landbruget. Alt andet er at stikke sig selv og borgerne blår i øjnene.





