Søndag den 2. august 2026.
Mariager Fjord: Efter sommerens eventyr ved Rena vendte jeg tilbage til fjorden. Smuk solopgang, forsigtige ørreder og en fjord, der stadig kæmper med sommerens varme og alger.
Morgenstemning og fisk!
Pontonbåden gled lydløst fra land godt en halvtime før solopgang.
Fjorden lå spejlblank, og vinden havde endnu ikke fundet vej over vandet.
Stilheden var næsten total. Kun enkelte fuglestemmer og den sagte lyd af finnerne, der skubbede båden frem, brød morgenens ro.
Langsomt begyndte solen at farve horisonten. Først gyldne nuancer, siden et varmt orange skær, der bredte sig over det stille vand. Det er de morgener, der minder én om, hvorfor jeg står op midt om natten for at fiske.
Fiskene var der.
En mindre havørred tog fluen, men slap den næsten lige så hurtigt, som den havde taget den.
Kort efter kom dagens største oplevelse. H
ugget var tungt og beslutsomt. Jeg kunne mærke fiskens kraft helt ned i håndtaget på fluestangen, da den søgte mod dybere vand. Et øjeblik var forbindelsen perfekt, men så var presset væk. Fisken blev aldrig kroget ordentligt, og tilbage var kun den velkendte blanding af frustration og fascination.
På sådan en stille sensommermorgen kunne de store tørfluer meget vel have været det rigtige valg. Desværre lå de tilbage derhjemme.
Det var netop en af de morgener, hvor en aggressiv havørred kunne have ladet sig lokke op til overfladen.
Den tanke fulgte mig resten af turen.
Alger og fedtemøg
Jeg var også spændt på at se, hvordan fjorden havde klaret endnu en varm sommer.
Algerne er der stadig.
Flere steder er de begyndt at gå i den iltforbrugende forrådnelse, som hvert år minder os om, hvor sårbart fjordens økosystem er.
Situationen virker desværre ikke bedre end sidste år. Snarere uændret.
Nu er håbet igen rettet mod sensommerens og efterårets blæsevejr.
Det er vinden, der kan sætte vandmasserne i bevægelse, tilføre ilt og give fjorden et tiltrængt pusterum efter endnu en lang og varm sommer.
Lidt før middag var jeg hjemme igen. Uden fisk i nettet, men med endnu en morgen lagret i hukommelsen.
Solen er stået op og kaffen nydes fra termokoppen.
Fik padlet med svømmefødderne og fisket en god og velkendt strækning strækning i den stille fjord.
Landbruget er fortsat den suverænt største kilde til udledning af kvælstof og fosfor til vores fjorde. Alligevel er der endnu ingen synlig effekt af "Den Grønne Trepart". Fjorden bærer stadig præg af alt for mange næringsstoffer.
Algerne ligger fortsat i vandet, og flere steder er de begyndt at gå i den iltforbrugende forrådnelse, der år efter år stresser livet under overfladen. Bunddyr, fisk og planter betaler prisen for en belastning, som naturen ikke selv kan håndtere.
Nu er håbet igen, at sensommerens og efterårets kraftige vinde kan gøre det, vi mennesker endnu ikke har formået. Når vinden sætter vandmasserne i bevægelse, tilføres der ilt til fjorden, og naturen får en midlertidig håndsrækning. Men vinden kan ikke løse problemet. Den kan kun lindre symptomerne. Skal fjorden igen blive et sundt økosystem, kræver det markant mindre udledning af næringsstoffer ved kilden.
